HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, hæver fra årsskiftet prisen på vand i Københavns Kommune. Prisen stiger som følge af udgifter til byudvikling, blødere vand, klimatilpasning og inflation. For en gennemsnitsfamilie i en lejlighed i København vil vandregningen stige med omkring 230 kroner årligt.

Når vandprisen stiger ved årsskiftet, koster det lige over fire øre at fylde en drikkedunk på en liter vand i København. Foto ABW

Karens Minde Aksen i Sydhavnen er et af de nyeste store skybrudsprojekter, som er blevet indviet i København. Men også i en række andre områder spredt over byen er HOFOR i gang med at gøre klar til at håndtere de stigende mængder regn. Skybrudssikring og at fjerne en del af kalken i det københavnske drikkevand – det er sådan noget, der er med i prisen for vand og spildevand. Udover nye tiltag, stiger prisen i år også pga. den inflation, der har været efter energikrisen. Det er dyrere både at reparere vandrør, holde gang i pumper og renovere vandværker. Derfor er HOFOR, som leverer vand i Københavns Kommune, nødt til at hæve vandprisen.

“I flere år har vandprisen været stabil. Nu er en prisstigning nødvendig, og det skyldes særligt den inflation, vi har oplevet i forbindelse med energikrisen. HOFOR skal ikke tjene penge på at levere vand til vores kunder. Stigningen er kun for at dække de udgifter, vi har i forbindelse med at sørge for vand i hanerne, og et kloaksystem, der får vandet væk igen i København”, siger Brian Hansen, direktør for Vand og Spildevand i HOFOR.

Når de nye priser træder i kraft, koster det lige over fire øre at fylde en drikkedunk på en liter vand. Selvom prisen er steget, vil den fortsat være langt under landsgennemsnittet på 7,7 øre for en liter vand.

Det betyder prisstigningen for dig årligt
Den konkrete prisstigning i København går fra 38,96 kroner til 42,18 kroner for en kubikmeter vand. En kubikmeter svarer til 1.000 liter vand. Det kommer altså til at koste 3,22 kroner mere for hver kubikmeter vand, man bruger. Prisen dækker udgifter til drift af vand- og spildevandssystemet og kontrol af vandkvaliteten. En del af prisen går også til at få drikkevand med mindre kalk og til skybrudsprojekter. Prisen er inkl. skatter og afgifter.

En gennemsnitsfamilie i en lejlighed i København bruger 71 kubikmeter vand om året, og med de nye priser, betyder det en prisstigning omkring 230 kroner årligt.

En gennemsnitsfamilie i en villa i København bruger 115 kubikmeter vand om året, og med de nye priser, betyder det en stigning på godt 370 kroner årligt.

Fakta om vandprisen i København

  • Kubikmeterpris i 2023: 38,96
  • Kubikmeterpris i 2024: 42,18
  • Vandprisen stiger med 8 pct.
  • En gennemsnitlig familie i en lejlighed i København er 1,9 personer på 80 kvadratmeter
  • En gennemsnitlig familie i en villa i København er 3,1 personer på 132 kvadratmeter
  • Du kan finde mere om priserne på www.hofor.dk/priser

Læs her.