Rådmand og formand for Ældre- og Omsorgsudvalget i Frederiksberg Kommune, Thyge Enevoldsen, kunne i august 2020 fejre 25 år som medlem af Kommunalbestyrelsen. Men først nu – med et lille års forsinkelse, er det blevet muligt at festligholde jubilæet og samles til reception, meddeler kommunen.

Thyge Enevoldsen har gennem sin lange karriere i kommunalpolitik bestridt et væld af udvalgs- og bestyrelsesposter. I indeværende valgperiode er Thyge Enevoldsen som medlem af Magistraten rådmand, formand for Ældre- og Omsorgsudvalget og medlem af kommunens By- og Miljøudvalg. Derudover er han bestyrelsesformand for Frederiksberg Kloak A/S og Frederiksberg Vand A/S, bestyrelsesmedlem i Hovedstadens Erhvervshus og medlem af KKR-Hovedstaden samt KL’s Løn- og Personaleudvalg.

Thyge Enevoldsen er uddannet kulturgeograf fra Københavns Universitet og har i mange år arbejdet som studieleder for den samfundsvidenskabelige bacheloruddannelse på RUC, indtil han i 2017 valgte at trække sig tilbage og hellige sig sit politiske arbejde.

Thyge Enevoldsens jubilæum fejres ved en åben reception i håndbiblioteket på Frederiksberg Rådhus onsdag den 18. august klokken 15-17.

Foto: ABW
Del på sociale medier