Magisk jul med papirkunst i Frederiksberg Centret
Når dørene til Frederiksberg Centret åbner d. 9. november 2022, går du ind i et magisk univers med vinterdyr, stjerner og træer fra gulv til loft. I år er juleudsmykningen lavet i samarbejde med kunstneren Veronica Hodges, som laver kunst og installationer af genbrugspapir. Det er første gang, at Frederiksberg Centret samarbejder med en kunstner om juleudsmykningen af centret, og der er stor begejstring for det unikke og spændende udtryk, som Veronica får frem i papirkunsten.