Allégade er Frederiksbergs ældste gade og har en lang og stolt historie som gaden, der både rummede underholdning og beboere med grønne fingre, der fik grøntsager til at vokse i haverne bag de hvidmalede stakitter. Den røde tråd til både det grønne og oplevelsesrige lever stadig i byens travle gade og udfoldede sig endnu mere, da Dyrk Livet Festival 2023 blev afviklet 20. september på Frederiksberg – lige dér, hvor byens grønne hjerte begyndte at banke.

Foto ABW

Skolehaveforeningen Haver til Maver og organisationen Madland var i samarbejde arrangør af Dyrk Livet Festivalen. I en årrække har Haver til Maver samarbejdet med landets kommuner om at anlægge skolehaver, og i de senere år har også Frederiksberg Kommune købt skolehave-ydelsen som en del af skoletilbuddet til Frederiksbergs cirka 35 skoleklasser på 4.- 5. klassetrin. Børnene kommer klassevis i løbet af vækstsæsonen og stikker gulerødderne i deres egne grønne bede, lærer om råvarer og madlavning af fagprofessionelle voksne i den frodige jordstrimmel mellem Lorry og Frederiksberg Have.

Skolehaven på Frederiksberg er organisationens nationale fyrtårn og demonstrationshave. Derfor er det også naturligt at afvikle Dyrk Livet Festival netop her som optakt til organisationens udrulning af sin 2030 ambition om at tilbyde skolehaver i alle kommuner.

Der venter masser af aktiviteter
Arrangørerne af Dyrk Livet Festivalen havde tilrettelagt et festligt og fagligt program med fokus på natur, klima og børn og unges trivsel. Alle sammen emner, der kalder stærkt på nytænkning og handling og som rummes meget konkret i skolehaveprogrammet.

Dagen blev indledt med en faglig konference for landets kommunale beslutningstagere og skolehaveinteressenter fra hele Norden til nogle timers inspiration og udveksling. Med støtte fra Frederiksbergfonden fortsatte programmet om eftermiddagen fra kl. 15 – 19 med en lang række aktiviteter målrettet børnefamilier og andre interesserede borgere fra Frederiksberg. Her kunne de gratis deltage i workshops og værksteder, foredrag, smagninger, havevandringer, åben have, fællesspisning, filmvisning og meget mere.

Børnene havde også travlt på festivalpladsen, hvor de kunne så frø, lave stiklinger, lære om mikrogrønt og jordorganismer, quizze om frø, lave frøbomber, spise dejlig økologisk mad og snuse til krydderier og udekøkkenet i skolehaverne. De voksne kunne også lytte til oplæg fra scenen, drikke naturvin og meget andet.

Festivalen foregik i Haveselskabets have, i Brøndsalen, i Haver til Mavers skolehave samt i Riises Landsted på Allegade 5. Interesserede kunne samtidig benytte lejligheden til at smutte om bagved Riises Landsted og kigge på ombygningen af det tidligere Økologiske Inspirationshus, der i fremtiden bliver det nationale hovedsæde og formidlingscenter for skolehaveforeningen og med direkte adgang til skolehaven i Frederiksberg have.

Frederiksbergfonden har som en impact-investering købt ejendommen for to mio. kroner og afsat yderligere 6-9 mio. kroner til genopbygning af et råhus, mens den filantropiske forening, Realdania, bidrager til det arkitektoniske forarbejde og færdiggørelsen af den indvendige del af huset. Det nye hovedsæde forventes at blive indviet i 2024.

Læs her.