Mandag besluttede magistraten i Frederiksberg Kommune at bidrage til projektet med 150.000 kroner fra kommunens klimapulje. Borgmester Simon Aggesen (C) er glad for beslutningen: ”Jeg har besøgt haverne flere gange og hver gang bliver jeg begejstret over at se børnenes engagement, når de knokler løs og bliver klogere på den bæredygtige mads vej fra jord til bord. Haver til Maver er et fremragende projekt. Vi skylder en stor tak til foreningen Haver til Maver, Slots- og Kulturstyrelsen og ikke mindst Frederiksbergfondens generøse donation for, at projektet er blevet til noget. Jeg er glad for, at Frederiksberg Kommune kan bidrage lidt, for det er noget, som Frederiksbergs børn får rigtig meget ud af,” siger han.