Året 1989 var et epokegørende vendepunkt i verdenshistorien med et tydeligt ’før’ og ’efter’. I september sætter Golden Days Festival nålen i det skelsættende år og spørger, hvad vi kan lære af en tid, som synes uendelig fjern og dog så tæt på.
Festivalen markerer 30-året for Murens fald med mere end 150 arrangementer fra den 6.-22. september over hele Hovedstadsområdet – herunder på Frederiksberg.
Musik i det gamle Radiohus.
Musikmuseet sætter torsdag den 12. september to profiler fra den danske musikscene sammen og lader dem fortælle om deres forhold til Tyskland, og især deres forhold til Tysklands bankende hjerte, Berlin. Oplev Berlins magi når to kunstnere beretter om deres livtag med den dragende metropol, på tværs af generationer og genrer. Billetter kan købes på festivalens hjemmeside.
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium sætter mandag den 9. september spot på hvad året 1989 frembragte af dansk og nordisk klassisk kompositionsmusik. Studerende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium vil blandt andet fremføre ’Parlare del Piu e del Meno for guitar’ af Vagn Holmboe, ’Star Prelude and Love Fugue for klaver’ af Poul Ruders og ’Klør blandt jokere for guitar’ af Per Nørgård. Koncerten afsluttes med et spritnyt værk af komponisten Matias Vestergård, der selv er født i 1989. Koncerten er gratis og starter kl. 19.30.
Urban 13 x Golden Days: Endagsfestival i grænselandet.
I grænselandet mellem andelsforeninger på Frederiksberg og boligblokkene på Lundloftegade – under Bispeengbuens brutale beton afholder det nyåbnede byrumsprojekt URBAN 13 en heldagsfestival under Golden Days lørdag den 14. september. Dagen starter ud med en elektronisk musikworkshop for børn mellem 10-15 år, hvor to undervisere fra Strøm Festival viser hvordan man kan lave beats på iPads. Senere kan du tage på grænse-walk bag Lundtoftegades betonmure eller se dokumentaren om de legendariske københavnske festmagere fra OHOI! i URBAN 13’s spritnye biograf. Aftenen sluttes af med øl, bastung folkefest, curry wurst og lækre bastoner fra OHOI! under de grå motorvejspiller i bedste Berliner-ånd. Se mere på festivalens hjemmeside.
Søren Pind og idolet Ronald Reagan.
”Mr. Gorbatjov, tear down this wall!” lød de ikoniske ord fra den amerikanske præsident Ronald Reagan, da han i 1987 gæstede Berlin. I anledning af udstillingen ’Storm P. og Drømmen om Amerika’ har Storm P. Museet inviteret tidligere minister og folketingsmand Søren Pind til at fortælle om sit store idol Ronald Reagan tirsdag den 10. september. Hør om den usædvanlige præsidents rolle under Den Kolde Krig og om danskernes delte meninger om hans politik. Billetter kan købes via festivalens hjemmeside.
Om Golden Days Festival 2019.
Golden Days Festival om 1989 – 30-året for Murens fald – foregår fra 6.-22. september 2019 i hovedstadsområdet. Det fulde program kan ses på Golden Days’ hjemmeside og i programavisen, der distribueres i kulturhuse, cafeer, biblioteker m.v. over hele Hovedstadsområdet samt en lang række omegnskommuner. En lang række af årets arrangementer er gratis.
Se det fulde program på www.goldendaysfestival.dk.
Golden Days Festival.
Golden Days Festival er en årligt tilbagevendende kulturhistorisk festival i september måned, som foregår hos mere end 100 samarbejdspartnere i hovedstadsområdet. Festivalen har hvert år omkring 30.000 besøgende. Tidligere temaer tæller Historiens B-sider, København 850, 70’erne, 1. Verdenskrig, Filosofi og meget andet.