Små og mellemstore virksomheder kan fra onsdag ansøge om at få udbetalt den A-skat og am-bidrag, de rettidigt har angivet for august og december, som et rentefrit lån. Skattestyrelsen skønner, at op imod 130.000 virksomheder samlet set vil kunne søge om lån for knap otte mia. kr. Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

For at styrke danske virksomheders likviditet under corona-krisen kan små og mellemstore virksomheder, der rettidigt har angivet A-skat og am-bidrag for august og december 2020, få udbetalt beløbet igen som et rentefrit lån.

Virksomhederne kan ansøge om udbetaling af lånet fra onsdag den 3. februar 2021 og i en begrænset periode frem til 31. marts 2021. Skattestyrelsen skønner, at ordningen vil kunne bruges af 130.000 virksomheder, der samlet vil kunne søge om lån for knap otte mia. kr.

– De rentefrie lån kan være en hjælp til de virksomheder, der er presset på likviditeten på grund af coronakrisen. Derfor sender vi i de kommende dage mails til 130.000 virksomheder, som vi skønner, kan bruge ordningen, siger Johanne Lykke Aggergaard, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Ansøgningerne om udbetaling af lånet skal ske gennem virk.dk, men behandles af Skattestyrelsen. Skattestyrelsen behandler alle ansøgninger om lån inden for fem arbejdsdage. Lånet skal tilbagebetales 1. november 2021.

Visse virksomheder kan ikke låne
Mens 130.000 små og mellemstore virksomheder vil kunne benytte sig af den nye lånemulighed, vil der samtidig være en række virksomheder, der ikke vil kunne låne.

– Virksomheder, der inden for de sidste tre år har fået fastsat moms, A-skat eller am-bidrag foreløbigt, fordi de ikke har indsendt en angivelse, som de skulle, vil ikke kunne få et lån. Det samme gælder virksomheder, hvor ejeren eller en person i virksomhedens ledelse inden for de sidste 10 år er dømt for skatte- eller afgiftssvig, forklarer Johanne Lykke Aggergaard.

Øvrige virksomheder, der ikke er omfattet af lånemuligheden, er bl.a. virksomheder, der er under konkurs, tvangsopløsning eller likvidation. I de tilfælde, hvor virksomheder afregner A-skat og am-bidrag via en fællesregistrering, vil det være fællesregistreringen, der vil kunne søge om lånet.

Virksomheder, som har gæld til staten, kan godt være omfattet af lånemuligheden. For disse virksomheder vil lånet imidlertid ikke blive udbetalt til virksomheden, men vil i stedet blive brugt til at dække virksomhedens gæld helt eller delvist.

Læs mere om lånemuligheden på skat.dk/corona

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.

Del på sociale medier