Biblioteket Godthåbsvej står nu færdigt efter en modernisering og venter på, at corona-restriktionerne ophæves, og brugerne kan nyde de nye lokaler. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Biblioteket Godthåbsvej er blevet nyindrettet med et nyt gulv, nye inspirationsmiljøer og en selvbetjent café. De nye inspirationsmiljøer gør det overskueligt og inspirerende at finde en god bog at tage med hjem eller læse på biblioteket i caféen.

Derudover er der også kommet et helt nyt børneområde, som vækker nysgerrighed for sprog og gode historier. Det er borgmester Simon Aggesen (C) glad for: ”En stor del af læselysten hos de yngste grundlægges på vores biblioteker. Derfor er jeg glad for, at børneområdet på Biblioteket Godthåbsvej nu er frisket op, så det i endnu højere grad er et sted, som vækker nysgerrighed for sprog og gode historier og et attraktivt sted at opholde sig for børn og deres voksne”, siger han.

Formand for kultur- og fritidsudvalget, Nikolaj Bøgh (C) er også glad for den nye indretning: ”Jeg er glad for, at det nu bliver endnu lettere og mere inspirerende at finde en god læseoplevelse på Biblioteket Godthåbsvej, og at man fremover kan læse sin bog sammen med en god kop kaffe i attraktive omgivelser på biblioteket”, siger han.

Den nye børneafdeling har opholdszoner og læsezoner til de forskellige aldersgrupper. For de mindste er der fokus på leg og læring. Flere læse-kasser i forskellige højder på bagvæggen tilbyder læsero for de ældre børn, mens tweens har fået deres eget hjørne med bløde junglestole. Bogsamlingen er også kurateret og trimmet, så det er flotte og relevante bøger til de forskellige aldersgrupper, der findes på hylderne.

Inspirationsmiljøerne til de voksne består af forskellige borde med bøger, som er udvalgt af bogmennesker af forskellig slags. Der er fx et bord med og om Japan udvalgt af Murakami-oversætter Mette Holm og CBS-forsker Camilla Nellemann. Et bord med bøger anbefalet af forfattere, der har deltaget i bibliotekets læsekredse. Og et bord med bøger, der handler om bøger.

Biblioteket Godthåbsvej er som alle andre kulturinstitutioner lukket for at begrænse coronasmitten. I stedet kan man finde masser af digitale materialer og inspiration på bibliotekets virtuelle platforme.

Links

Del på sociale medier