Fra tirsdag den 9. juni kan udvalgte apoteker i Hovedstadsområdet tilbyde Covid-19 antistoftest til borgere, der ønsker at vide, om de tidligere har været smittet med coronavirus. Testen tager 10 min, koster 299 kroner og udføres via et simpelt stik i fingeren. Det oplyses i en pressemeddelse.

Udvalgte apoteker i Hovedstadsområdet kan nu tilbyde en Covid-19 antistoftest – og flere apoteker vil løbende blive tilføjet listen.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk / Dit Vesterbro

Antistoftesten er en hurtigtest, der måler såkaldte IgM- og IgG-antistoffer til coronavirus i blodet – dvs. om man tidligere har været smittet med coronavirus. Testen kan ikke vise, om man er smittet på test-tidspunktet. Testen foregår uden tidsbestilling, ved at apotekeren tager en blodprøve via et fingerprik. Svaret ligger klar efter 10 min.

“Det er afgørende for os, at befolkningen kan have tillid til testen,” siger Flemming Wagner, CEO i Abacus Medicine, der distribuerer testen i Danmark. “Derfor har vi brugt mange kræfter på at identificere og kvalitetssikre den test, vi nu kan tilbyde. Covid-19 antistoftesten er testet af et uafhængigt laboratorium i Uppsala, den har indgået i en større analyse i Spanien med cirka 17.000 personer og den er netop godkendt af de amerikanske medicinmyndigheder FDA.

IgM-testens følsomhed er 69% (evnen til at foretage en korrekt diagnose af smittede personer), og specificiteten er 100% (evnen til at foretage en korrekt diagnose af raske personer). IgG-testens følsomhed er 93,1%, og specificiteten er 99,2%.

Antistof er ikke en garanti for immunitet.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at resultatet af testen er vejledende.

“Ligesom de fleste hurtigtests, fx graviditetstests, giver testen kun et foreløbigt resultat, og alle positive testresultater bør derfor bekræftes af en test mere, gerne fra en alternativ udbyder. Man skal også være opmærksom på, at antistoffer først kan måles 2-3 uger efter, at man har været eksponeret for coronavirus”, forklarer Jonas Nilsen, der er læge og medstifter af firmaet Practio, der står bag Sikkervaccination.dk, der leverer vaccinationer på apotekerne i Danmark.

Skulle en test vise, at kroppen har dannet antistoffer mod coronavirus, ved forskerne endnu ikke, om det betyder, at man er immun over for sygdommen, herunder effekten og varigheden af eventuel immunitet. Baggrunden er, at det er en ny sygdom og data er begrænsede. Derfor er det vigtigt at påpege, at man stadig – selv med en positiv antistoftest – skal overholde restriktionerne i samfundet om hygiejne og social afstand. Men testen kan give en afklaring på, om man har været smittet med coronavirus og dermed være med til at afdække mørketal, hvilket kan gavne forskningen og i sidste ende samfundet.

“Hvis man selv går ned og køber sådan en test, er det naturligvis vigtigt, at man ved, hvad testresultatet betyder. Så efter at man er blevet testet, får man et papir med information om resultatet, hvad det betyder – og at man fortsat skal følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om Covid-19, så vi kan undgå, at den enkelte borger begynder at ændre adfærd som følge af et positivt resultat”, siger Jonas Nilsen.

Fakta om Covid-19 antistoftesten

Antistoftesten tester for både IgM- og IgG-antistoffer.

Et positivt svar kan betyde flere ting:

Positivt IgM: Du har højst sandsynligt været smittet med COVID-19 indenfor de sidste ca. 1-2 uger, og har dannet antistoffer mod virusset. Har du ikke haft symptomer på COVID-19 indenfor de sidste 48 timer, anses du ikke længere for smitsom.
Positivt IgG: Du har været smittet med COVID-19 for mere end ca. 14 dage siden, og har dannet antistoffer mod virusset.
Positivt IgM og IgG: Du har været smittet med COVID-19 indenfor de sidste ca. 2-3 uger. Har du ikke haft symptomer på COVID-19 indenfor de sidste 48 timer, anses du ikke længere for smitsom.
Man ved endnu ikke, om antistoffer betyder, at man er immun overfor coronavirus.

Sådan foregår antistoftesten

Mød ind på et af de udvalgte apoteker i København uden tidsbestilling (drop-in). Ved kassen beder du om at få taget en antistoftest. Apotekeren tager en blodprøve via et fingerprik, og putter det i en testkassette. Efter 10 minutter får du svar på testen. Testen koster 299 kroner og kan købes uden henvisning fra en læge.

Apoteker, der udfører testen (opdateres og udvides løbende på sikkervaccination.dk/covid-19)

Glostrup Apotek (Hovedvejen 101, 2600 Glostrup)
Bagsværd Apotek (Bagsværd Torv 6, 2880 Bagsværd)
Enghave Apotek (Enghave Pl. 25, 1670 København V)
Dalgas Boulevard Apotek (Dalgas Blvd. 91, 2000 Frederiksberg)
Albertslund Apotek (Bytorvet 5, 2620 Albertslund)

Mia Bendix Andersen fra Albertslund Apotek beskriver, at apotekerne er fuldt ud rustet til at håndtere den efterspørgsel, der muligvis kommer: “Vi er så vant til at have mange kunder i disse tider – så alt er allerede indrettet, så alle restriktioner om afstand og hygiejne kan overholdes. F.eks. opfordrer vi kunderne til at vente udenfor, efter de har trukket et nummer, og det er de rigtig gode til at overholde. Det er nemt, sikkert og trygt at få taget testen – både i forhold til corona og afstande, og fordi mit dygtige personale er klar til at rådgive og svare på spørgsmål. Og så er det hurtigt overstået. Folk kan roligt komme uden at bekymre sig.”

Om Sikkervaccination.dk.
Sikkervaccination.dk er en del af Practio, der skaber digitale sundhedsløsninger. Via sikkervaccination.dk kan man booke rejsevaccinationer på en række apoteker i hele landet.

For yderligere information

https://sikkervaccination.dk/covid-19
https://sikkervaccination.dk/om-os/
https://practio.co.uk/travel-health/about

Del på sociale medier