Tirsdag den 9. juni kan alle borgere på Frederiksberg igen låne bøger, hente reserveringer og aflevere lånte materialer på alle bibliotekerne på Frederiksberg og i Medborgercentret Nordens Plads. Kun det ubemandede bibliotek i KU.BE er fortsat lukket. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelse

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne. dk / Dit Frederiksberg

Bibliotekerne på Godthåbsvej og Danasvej samt Medborgercentret Nordens Plads har i flere måneder stået tomme uden besøgende blandt de mange bogreoler fyldt med læsestof. Men nu er der godt nyt til alle læseheste og bogelskere.

Fra tirsdag den 9. juni bliver det igen muligt at læse dagens aviser, studere samt låne bøger, hente reserveringer og aflevere materialer på de tre lokale biblioteker. Samme dag vender hovedbiblioteket tilbage til normale åbningstider, og det bliver igen muligt at aflevere bøger inde på biblioteket. 

”Jeg er meget glad for, at borgerne igen kan besøge deres lokale bibliotek, og at mange af bibliotekets services igen kan tilbydes under forhold, hvor der er styr på sikkerhed og hygiejne,” siger borgmester Simon Aggesen (C).

”Mange har savnet deres lokale bibliotek de sidste måneder, og derfor er jeg glad for, at vi nu igen kan gå på opdagelse i samlingerne, tale med en bibliotekar samt låne og hente reserverede bøger med hjem i vores lokalområde,” siger Nikolaj Bøgh, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

De mange kulturelle aktiviteter, som normalt finder sted i bibliotekernes lokaler, vil forsat været lukket eller finde sted i en digital form. For borgere, der er i særlig risiko ved smitte af COVID-19, tilbyder Biblioteket Frederiksberg at levere en pose med bøger til døren.

De nye åbningstider:

Frederiksberg Hovedbibliotek
Mandag – torsdag: kl. 10.00 – 19.30
Fredag: kl. 10 – 17.00
Lørdag: kl. 10.00 – 14.00

Biblioteket Godthåbsvej
Mandag – torsdag: kl. 9.30 – 12.30 og 15 – 17.30
Fredag: kl. 9.30 – 12.30 og 15 – 17.00

Biblioteket Danasvej
Mandag – fredag: kl. 10.00 – 13.00

Medborgercentret Nordens Plads
Mandag – fredag: kl. 10.00 – 17.00

Links.
Læs mere om genåbningen på www.fkb.dk