Frederiksberg Kommune har bevilget 150.000 kroner til foreningen Haver til Maver, som står bag skolehaverne i Frederiksberg Have. Det oplyser de i en pressemeddelse.

Sidste forår så de første skolehaver dagens lys i Frederiksberg Have. Det skete, da foreningen Haver til Maver gik sammen med Frederiksbergfonden og Slots- og Kulturstyrelsen om at etablere skolehaver på slottets gamle dyrkningsareal og frugthave i Frederiksberg Have.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Mandag besluttede magistraten i Frederiksberg Kommune at bidrage til projektet med 150.000 kroner fra kommunens klimapulje. Borgmester Simon Aggesen (C) er glad for beslutningen: ”Jeg har besøgt haverne flere gange og hver gang bliver jeg begejstret over at se børnenes engagement, når de knokler løs og bliver klogere på den bæredygtige mads vej fra jord til bord. Haver til Maver er et fremragende projekt. Vi skylder en stor tak til foreningen Haver til Maver, Slots- og Kulturstyrelsen og ikke mindst Frederiksbergfondens generøse donation for, at projektet er blevet til noget. Jeg er glad for, at Frederiksberg Kommune kan bidrage lidt, for det er noget, som Frederiksbergs børn får rigtig meget ud af,” siger han.

Direktør for Haver til Maver Daniel Hervik sætter stor pris på Frederiksberg Kommunes bidrag, som giver det sidste løft til skolehaverne i sommerhalvåret. ”Haverne er et fantastisk læringsrum – for fagene i teori og praksis og for livet generelt. Børns forståelse af sundhed, bæredygtighed og samspillet mellem menneske og natur er vigtigere end nogensinde før, og det ved vi af erfaring og fra forskningen er guld værd – ikke mindst for børn i byen. Jeg er glad for, at Frederiksberg Kommune sætter baren så højt med kommunens brede tilgang til bæredygtighed i byen,” siger han.

Fakta.
Skolehaveprogrammet er et undervisningsforløb, hvor elever, fortrinsvis fra 4-5. klasse, dyrker og høster grøntsager på deres klasses havelod, og hvor de derefter laver mad af råvarerne. Alle skoler i kommunen har fået tilbuddet, og seks skoler er med i dette skoleår.

Haver til Maver er en landsdækkende forening og skolehaverne på Frederiksberg ligger i Frederiksberg Have på en næsten hemmelig oase mellem Lorry og legepladsen.

Frederiksberg Fonden støtter projektet med 1,5 millioner kroner til etableringen og drift af formidlingstilbuddet i 2019 og 2020. Frederiksberg Kommunes bidrag kommer oven i det. Frederiksberg Kommunes bidrag kommer fra kommunens nye klimafond.

Del på sociale medier