Vil du se og høre nærmere om planerne for Frederiksberg Kommunes udvikling i de kommende år? Så meld dig til en eller flere af de fire byvandringer, der er et led i høringen af Frederiksbergs kommuneplanstrategi, Frederiksbergstrategien.

Alle er velkomne, når borgmester Simon Aggesen (C) og resten af Frederiksberg Kommunalbestyrelse inviterer til fire strategiske byvandringer. På vandringerne kan deltagerne blive klogere på de overordnede strategiske planer for byen, og de kan også give deres mening til kende undervejs. Simon Aggesen håber på stort fremmøde: ”Frederiksbergstrategien er meget mere end en kommuneplanstrategi. Den er byens øverste strategiske pejlemærke og sætter retningen for, hvordan byen skal udvikle sig. Vandringerne kommer til at handle om den retning og jeg håber, mange vil deltage og bidrage til den vigtige dialog om Frederiksbergs udvikling,” siger han.

De fire vandringer relaterer sig til hvert sit spor i strategien. Fælles for alle vandringer er, at de varer cirka halvanden time og slutter af indendørs med lidt varmt at drikke og en times opfølgning med debat.

Byen i byen.
Oplev Frederiksbergs bygninger og byrum på en fascinerende rejse, hvor vi tager afsæt i Frederiksbergs rige historie, runder den dynamiske nutid og tegner de bedste visioner for fremtidens Frederiksberg. Vandringen finder sted lørdag den 1. februar klokken 10 til 12.30. Mødested: Møstings Hus

Vidensbyen.
Frederiksberg er iværksætternes og de studerendes by. Tag med på denne vandring og oplev lærings- og innovationsmiljøer, der dirrer af virkekraft og gode idéer – og kom med dine forslag til, hvordan Frederiksberg bliver en endnu stærkere vidensby. Vandringen finder sted lørdag den 1. februar klokken 13.30 til 16. Mødested Metro-forpladsen ved Forum Station.

Byen for alle.
Frederiksberg skal have plads til alle, fra de yngste til de ældste. Tag med på en vandring, hvor mangfoldigheden er i højsædet. Se de nye boligformer, opholdssteder, legepladser og byrum – og kom med dit bidrag til, hvordan vi styrker mangfoldigheden og sammenhængskraften i byen. Vandringen finder sted søndag den 2. februar klokken 10 til 12.30. Mødested: Lindevangsparken, pavillonen ved Finsensvej

Klimaby nu og for fremtiden.
Hvordan bliver Frederiksberg CO2-neutral i 2030, og hvordan kan vi alle bidrage til den bæredygtige udvikling? Få – og giv – svaret på denne klimavandring, hvor du også får et fascinerende indblik i den kolossale anlægsopgave, det er, at skybrudssikre Nordeuropas tættest befolkede kommune. Vandringen finder sted søndag den 2. februar fra klokken 13.30 til 16. Mødested: Krydset Holger Danskes Vej – Kronprinsesse Sofies Vej.

Af hensyn til forplejning og planlægning bedes alle interesserede tilmelde sig til de enkelte workshops på dette link.

Vandringerne er naturligvis ikke den eneste måde at deltage i høringen af Frederiksbergstrategien på. Alle kan give deres bidrag skriftligt på Frederiksberg Kommunes høringsportal, Bliv Hørt. Her kan man også se udkastet til den reviderede Frederiksbergstrategi.

Læs pressemeddelsen her.

Del på sociale medier