Problemer med den firhjulede giver dårlig stemning på ferien, ikke mindst hvis den står helt af undervejs. Men det er heldigvis hverken svært eller tidskrævende at tjekke, om bilen er klar til sommerens roadtrip i Europa, siger værkstedschef. 

Mange danskere tager hvert år på bilferie i Europa. Bilferie kan være herligt, men ikke hvis bilen laver vrøvl undervejs. Husk, at lange ture stiller krav til bilen, du kører i. Det forklarer Alex Ejlertsen, der er værkstedschef hos QuickPot i Brøndby:

“På en bilferie i Europa kører man typisk flere tusinde kilometer, og det er med en meget tungere belastning end normalt på grund af passagerer og bagage. Dertil kører man i høje temperaturer om sommeren. Det slider alt sammen på køretøjet, og der kan opstå problemer, hvis man ikke har taget sine forholdsregler. I værste fald kan bilen stå helt af, hvis den bliver belastet tilstrækkeligt.”

Der er flere ting på bilen, der kan drille under køreturen og give anledning til dårlig stemning. Heldigvis kan du ifølge Alex Ejlertsen selv tjekke op på nogle vigtige områder inden afrejse, nemt og hurtigt. Dermed opdager du eventuelle fejl og mangler i tide.

“Selvom bilen ikke har vist tegn på problemer forinden – eller den er forholdsvis ny – så bør du lave et tjek af bilen. Det er især en god idé med en gennemgang, hvis det er længe siden, bilen har været til service-eftersyn,” siger værkstedschefen.

Værkstedschef Alex Ejlertsen har 7 gode råd til tjek af bilen. Foto:

Til gennemgangen kan du bruge nedenstående tjekliste med 7 punkter:

1. Dæktryk: I bilens manual eller på det lille informationsark ved førersædets dør kan du se, hvilket tryk dine dæk skal have, men husk, at det er for normal kørsel. Hvis bilen er tungt belastet med passagerer og oppakning, så skal dæktrykket reguleres. Dette tal for dæktryk under tung belastning kan også aflæses i manual eller ved døren.

2. Olie: Tjek oliestanden på bilen ved at hive oliepinden op i motorrummet. For enden af pinden er en markør, der viser, hvortil olien går til. Er olien tæt på eller under minimums-markøren, så skal du fylde olie på. Du kan med fordel medbringe en sjat olie i en lille dunk på rejsen.

3. Aircondition: Din aircondition kan med tiden miste noget af den kølevæske, som driver anlægget. Det er ikke sikkert, at du i dagligdagen lægger mærke til, at din aircondition har tabt pusten. Det gør du til gengæld under lange distancer i høj varme, og det er ikke rart for passagererne. En aircondition bør serviceres hvert andet år, og det er en fagmand, der fylder nyt kølemiddel på anlægget, hvis det mangler. Du kan til gengæld selv købe et renseprodukt i en bil-butik. Det hjælper ikke på kølingen, men fjerner snavs, urenheder og dårlig lugt i systemet.

4. Bremsevæske: Bremserne er en helt vital del af bilens sikkerhed, og med et par års mellemrum skal bremsevæsken skiftes. I bilens manual kan du se, hvor ofte din bil bør have skiftet bremsevæske, og servicebogen viser, hvornår det sidst blev gjort.

5. Kølevæske: Kølevæske forbliver i bilens system i udgangspunktet, men under kørsel på især lange og varme ture kan bilen miste en smule af kølevæsken. Det kan resultere i overophedning. Det er derfor en god idé at pakke en reservedunk med kølervæske og vand.

6. Reservehjul: Tidligere var der næsten altid et reservehjul i biler. Men i dag er det oftere skum, som man fylder i det ødelagte dæk, så man kan trille til nærmeste værksted. Men dette skum er ikke tilstrækkeligt til større skader på dækket. Overvej derfor at tage et reservehjul med på længere bilferier. Husk at lave en test-udskiftning af hjulet hjemmefra.

7. Sprinklervæske og viskerblade: Som du får kørt mange kilometer i sommervarmen, bliver forruden fyldt med insekter og skidt fra vejen. Det er rart for chaufføren og vigtigt for sikkerheden, at ruden er ren og udsynet godt. Sæt derfor et par nye viskerblade på bilen. De koster ikke meget på en tankstation eller i et supermarkedet, og de monteres let ved at rette vinduesviskeren ud og fjerne de gamle slidte blade. På tankstationen kan du også købe sprinklervæske og fylde bilen op, så du har rene ruder og godt udsyn under hele turen.

Er du i tvivl, om din bil er i tip top form til sommerens roadtrip, så henvend dig hos din lokale mekaniker, og bed om en gennemgang inden afrejse.

/Pressemeddelelse – Quickpot

Del på sociale medier