Frederiksberg Centret er nomineret i kategorien ’Design & Development’ ved den prestigefyldte prisuddeling ’VIVA Best of the Best Awards’ i Las Vegas. Det er første gang, at et shoppingcenter fra Danmark er nomineret! 

Vinderen af prisen bliver fundet søndag den 21. maj.

 ”Vi er utrolige stolte over, at Frederiksberg Centret er nomineret til denne fornemme pris. Først og fremmest er det en blåstempling af, at vi leverer et rigtig godt shoppingcenter til kunderne. Det er naturligvis det vigtigste. Derudover er vi glade for, at vi kan være med til at inspirere den internationale detailbranche,” siger ejendomschef Eva Handest hos Danica Pension i pressemeddelelsen.

Frederiksberg Centret er ejet af Danica Pension og Lægernes Pensionskasse og bliver administreret af DEAS, som er Danmarks største center manager med en portefølje på 17 shoppingcentre fordelt over hele landet.

”Det er fantastisk, at Frederiksberg Centret fortsætter med at blive anerkendt for dets høje standard. Det nye shoppingcenter er i den grad også blevet taget vel imod af kunderne, og siden ombygningen er besøgstallet steget med 20 procent.

Vi fortsætter med at udvikle centret, så det kan bevare sit høje internationale niveau,” siger afdelingsdirektør Finn Sture Madsen, der har ansvaret for center management i DEAS.

Frederiksberg Centret har allerede høstet en række internationale priser og er bl.a. kåret som både Danmarks, Nordens og Europas bedste shoppingcenter, samt fået 2 internationale priser for bedste udviklingsprojekter.

/Pressemeddelelse – DEAS

 

Del på sociale medier