Frederiksberg bliver et træ rigere den 20. november, hvor borgmester Simon Aggesen (C) planter byens tiltrædelsesgave til ham som borgmester.

Den 20. november klokken 11 er der både fest og forplejning på hjørnet af Allégade og Gammel Kongevej på Frederiksberg. Der planter borgmester Simon Aggesen nemlig det træ, han fik foræret som gave ved sin tiltrædelsesreception i april.

Simon Aggesen håber, at alle der har tid og lyst tropper op til begivenheden: ”Jeg er glad for, at byen får endnu et træ med hjælp fra de gavmilde donorer. Træerne er vigtige for æstetikken i vores grønne og smukke by, men de er mere end det. De bidrager til skybrudssikringen, giver kølende skygge om sommeren og skaber mere biodiversitet i byen,” siger han.

Træet, der skal plantes er et akacietræ, ligesom de andre træer på de øvrige hjørner af krydset ved Gammel Kongevej og Allégade samt på pladsen foran Frederiksberg Rådhus.

Træet er betalt af de 78 donationer, som organisationen Plant et Træ fik i forbindelse med borgmesterens tiltrædelse, hvor han ønskede sig tilskud til træet i stedet for vin og lignende gaver.

”Jeg vil gerne sige tak til alle bidrag. Jeg er taknemmelig for, at så mange var med på idéen om, at vi sammen kan gøre byen en smule grønnere,” siger han.

Fakta om træer på Frederiksberg.
Der er cirka 16.000 træer på Frederiksberg i alt; vejtræer, parktræer og privatejede træer.
Det mest almindelige træ er lind.
De ældste træer på Frederiksberg er statens 300 år gamle lindetræer ved Frederiksberg Slot.
I parkanlægget ved Allégade står et af kommunens ældste træer: En vingevalnød på cirka 200 år.
Træerne renser luften for støv, omsætter CO2, producerer ilt, giver fugtighed, læ og sænker temperaturen i sommerheden
Frederiksberg bruger træer aktivt i klimasikringen: Ved skybrud ledes regnvand til kassetter under jorden, hvorfra træerne opsuger vandet.
I 2018 plantede Frederiksberg Kommune 17 træer efter forslag fra borgere. Derudover plantede vi 45 nye træer, og udskiftede 108 gamle træer med nye træer.

Fakta om de fem mål i Frederiksberg Kommunes træpolitik.
Man skal kunne se et træ fra enhver bolig
Alle kommunale træers sundhed vurderes hvert år
Alle træer over 25 år er beskyttet
Der må maksimalt være 15 procent træer af samme art i byen. Dog med undtagelse af lindetræer, som kulturhistorisk er en vigtig del af byen
Mindst 70 procent af borgerne skal være tilfredse med muligheden for naturoplevelser i byen.

Læs pressemeddelsen her.