​Godt 3000 unge i Region Hovedstaden cyklede med i kampagnen Fælles-Tour fra Cyklistforbundet og de fem regioner. Kampagnen er sat i værk for at få flere unge til at cykle til ungdomsuddannelsen.

Foto: ABW

​Flere unge skal op på cyklerne, og derfor gennemførte Cyklistforbundet og de fem regioner i april måned gymnasie-kampagnen Fælles-Tour. Godt 10.000 unge landet over meldte sig til og fik muligheden for at opdage glæden ved at cykle til gymnasiet eller en anden ungdomsuddannelse. Siden 2010 er antallet af cykelture blandt elever på ungdomsuddannelser faldet med 40 procent, og det er den udvikling, kampagnen skal forsøge at ændre på.

Deltagerne i kampagnen fik ikke kun frisk luft og sunde kilometer i benene, men de kunne også vinde en af de mange præmier, der var på højkant i kampagnen.

Landsformand for Cyklistforbundet, Jens Peter Hansen, siger:

”I Cyklistforbundet arbejder vi for et grønnere, sundere og sjovere Danmark ved at få flere til at cykle mere. Desværre betyder utrygge forhold for cyklister, et stedse voksende antal biler og hverdagens travlhed i familier, at vi ser flere og flere bagsædebørn og unge, der bliver kørt til skole. Jeg håber, at deltagerne i Fælles-Tour har genopdaget, at cykelturen til skolen giver dem mere frihed, friskhed og sundhed. Der er forhåbentlig nogen, der har fundet ud af, at bilturen eller busturen kan skiftes ud med en dejlig cykeltur i den friske luft og har fået mod på at fortsætte med at cykle hen til ungdomsuddannelsen”.

I Region Hovedstadens område deltog 3.146 unge fra 134 klasser på tværs af regionen, og de cyklede tilsammen over 33.000 kilometer.

”Vi skal have flere unge til at vælge cyklen igen. Det er godt for deres sundhed, for klimaet og de stigende trængselsproblemer. Derfor er jeg rigtig glad for, at så mange unge fra ungdomsuddannelser på tværs af regionen har valgt at tage del i kampagnen. Og jeg håber, at de har fået lyst til at cykle mere i stedet for at køre eller blive kørt” siger Marianne Frederik (Ø), udvalgsforperson for Udvalget for trafik og regional udvikling i Region Hovedstaden.

I alt 46 skoler deltog i kampagnen, der kørte fra 8. til 21. april og gentages næste år.

Fakta om unges cykling:

  • Antallet af cykelture blandt alle unge mellem 15 og 20 år er faldet med 34 % siden 2010.
  • Antallet af cykelture blandt unge på ungdomsuddannelser (uanset alder) er faldet med 40 % siden 2010.
  • Flere og flere unge har adgang til bil.  Særligt antallet af familier med 2, 3 eller flere biler er eksploderet: Antallet af familier med 2 biler er steget med 43 % fra 2010-2022. Antallet af familier med 3 eller flere biler er steget med 111 % fra 2010-2022.

Kilde Region Hovedstaden.