På grund af uklarheder i udbudsmaterialet vil Frederiksberg Kommune genudbyde driften af to plejecentre. Det tidligere udbud er annulleret. Det oplyser Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.
Fredag den 2. oktober besluttede Frederiksberg Kommune at annullere udbuddet af driften af de to plejecentre Akaciegården og Betty III. Det betyder, at den oprindelige vinder af udbuddet, Altiden Omsorg, alligevel ikke kan gå i gang med opgaven til januar 2021.
Alle interesserede virksomheder kan byde på opgaven igen, når den forventes udbudt i løbet af november 2020. Genudbuddet forventes ikke at medføre gener for beboere, medarbejdere og pårørende, da hverdagen fortsætter, som de kender den. Den varslede virksomhedsoverdragelse af medarbejderne bliver annulleret til det nye udbud er gennemført.
Udbuddet drejer sig om driften af Akaciegården og det kommende plejecenter Betty III. Beboere, medarbejdere og pårørende bliver løbende informeret om udbuddet.