Er du klar at udfordre venner og familie i discgolf? I Grøndalsengen og i Lindevangsparken er der sat træningskurve op, hvor du nu kan træne og dyste mod familie og venner. Medbring blot en frisbee eller golfdisc.

Discgolf er for alle og kan spilles både for sjov og for alvor. Spillet har en del til fælles med golf, men i stedet for golfkølle og golfbold benytter man en disc, som skal kastes i en kurv i stedet for et hul. Målet er at få discen i kurven på færrest antal kast.

De to træningskurve, der nu er sat op i Lindevangsparken og Grøndalsengen, er primært for dig, der vil træne indspil og put eller blot have en hyggelig stund med familie eller venner. Der er anlagt stenmarkeringer i græsset, der viser kasteafstande på 6, 8 og 10 meter.

Discgolf kan spilles året rundt og rummer masser af udfordringer, da et godt kast både stiller krav til koordination, præcision og koncentration. Har du ikke en frisbee eller golfdisc, kan du købe dem flere steder på nettet og i butikker. Der findes discs til både langdistance og indspil.

Mangler du flere udfordringer, finder du i Danmark mere end 100 baner i vekslende størrelser og sværhedsgrader – også tæt på Frederiksberg og baner med helt op til 18 huller (kurve). Du finder en oversigt over baner her: https://www.pdga.com/course-directory

De to træningskurve til discgolf er i første omgang sat op som en forsøgsordning og evalueres i sensommeren 2022. – herunder i forhold til en mulig opsætning af flere kurve de to steder.

Reglerne for discgolf? Læs mere her.

Foto: ABW

 

Del på sociale medier