To mænd på 22 og 25 år idømt hhv. 2 år og 10 måneders fængsel og 3 år og 3 måneders fængsel for organiseret salg af kokain via sms-beskeder. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Københavns Byret dømte her til formiddag de to mænd for at have solgt kokain til et større antal personer i en periode i 2019. Salget er foregået via SMS-beskeder – det som også er kendt som ”hvide bude”. De to mænd har på baggrund af en omfattende efterforskning i sagen bl.a. erkendt salg af henholdsvis ca. 670 gram kokain og 750 gram kokain. Sagen er efterforsket af Særlig Efterforskning Øst (SEØ) under Københavns Politi.

SEØ anholdt den 9. december 2019 den 22-årige mand på sin bopæl og fandt ved ransagning på adressen en række mobiltelefoner. På baggrund af politiets fund blev den 22-årige mand varetægtsfængslet, ligesom den 25-årige mand blev varetægtsfængslet in absentia. Den 25-årige blev efterfølgende udleveret fra Spanien og varetægtsfængslet i sagen den 27. maj 2020.

”Jeg kan med stor tilfredshed konstatere, at det med SEØ’s grundige efterforskningsarbejde er lykkedes at optrevle et salgsnetværk af kokain i Danmark,” siger Danni Richter, senioranklager ved Københavns Politi.

Københavns Politi har stort fokus på ”Hvide bude”. Sammen med den operative indsats, er efterforskningen af netværk som dette, nogle af mange værktøjer, der tages i brug i kampen mod den organiserede handel med euforiserende stoffer.

”Straffen i dag afspejler, at der er tale om organiseret distribution af kokain som har en samfundsskadelige karakter,” siger Danni Richter.

De to mænd modtog dommen og blev varetægtsfængslet frem mod afsoning.