Kom og vær med når Foreningen Storm P. Museets Venner inviterer til prisuddeling på Storm P.s fødselsdag søndag, 19. september 2021, 15:00. På museet afsløres det på festlig og fornøjelig vis, hvem der får årets Storm P. Pris.

Med prisen følger en pengegave samt en humoristisk erindring i Storm P.s ånd, og prismodtageren har samtidig lovet at holde fødselsdagstalen!

Medlemmer af Nulles Verdensorkester vil med en helt ekstraordinær koncert fylde museets gårdhave med fantasifulde toner og lægge op til prisuddelingen. Efter festtalen – som holdes af årets prismodtager – vil Nulles Verdensorkester gå i spidsen for det afsluttende optog til Storm P.s grav på Frederiksberg Kirkegård, hvor der serveres en dram og synges en sang.

Alle er velkomne til arrangementet, og der er fri entré til museet fra kl. 14. Da det planlægges at afholde arrangementet i museets gårdhave, anbefales det at holde øje med vejrudsigten og være klædt på efter forholdene.

Det er også sidste chance for at se museets aktuelle særudstilling Latterfronten – politisk satire under 2. verdenskrig og i dag. Museet holder lukket for ombygning og sammenlægning med museet Alhambra i perioden 20. september til 14. oktober.

Museet genåbner den 15. oktober med nyt navn: STORM og nye udstillinger i stueetagen. På førstesalen vil der som altid være Storm P. udstilling.

Foto: ABW
Del på sociale medier