Kom og vær med i Ungerådet – det er sjovt, det er spændende, og du får indflydelse på ungdommens vilkår på Frederiksberg. Det er hovedbudskabet, når medlemmer af Frederiksberg Kommunes Ungeråd gæster nogle af skolerne på Frederiksberg i disse uger.

Besøget kommer som optakt til Ungerådsvalget, der finder sted i marts, og den nuværende formand Sebastian Flemming Lytken Kvist glæder sig til at møde skoleeleverne og opfordrer dem til at melde sig som kandidater:

”Ungerådet repræsenterer de unge i byen og arbejder for, at Frederiksberg bliver et endnu bedre sted at bo og gå i skole og studere. Når Kommunalbestyrelsen skal vedtage ting, der har indflydelse på de unge, spørger de Ungerådet til råds. Samtidig har vi mulighed for at etablere nye tilbud og muligheder, så der er god grund til at melde sig som kandidat til rådet,” siger han.

Besøget foregår midt i de tre uger med skolevalg, hvor skoleelevernes stemmer skal vise, hvordan Folketinget ville se ud, hvis de unge kunne stemme. Det er god timing, understreger borgmester Jørgen Glenthøj:

”Skolevalget handler om, hvordan tingene ville være, hvis de unge havde indflydelse. Men på Frederiksberg har de allerede indflydelse gennem Ungerådet. Så jeg håber, der kommer mange kandidater til valget, og at der også efterfølgende vil være stor opmærksomhed om dem og selve valget, der finder sted i marts,” siger han.

Blandt de indsatser Ungerådet har været en del af i de første år er Ungdommens Folkemøde i Søndermarken, støtte af events og koncerter samt etableringen af en mobil café for byens unge, der netop er ved at blive realiseret.

Fakta

  • Ungerådet blev etableret i 2014
  • Alle unge mellem 14 og 19 år kan stille op
  • Meld dig som kandidat senest 23. februar klokken 16 på ungerådets side
  • Valget til Ungerådet foregår digitalt på hjemmesiden fra 9. marts til 23. marts klokken 16. Alle unge modtager omkring 9. marts brev med valgkode og info om, hvordan de kan stemme
  • Læs mere på hjemmesiden eller på facebook Ungerådet Frederiksberg