At få børn er forbundet med stor glæde – og med erhvervelse af store mængder børnetøj og -udstyr, som nogle gange kun skal bruges i kort tid. Nu har du mulighed for at sende og modtage dit babygrej i rotation. 

Som nybagte forældre er man nogle gange så heldig, at man kan overtage ting og tøj fra venner og familie.

Men med Facebook-grupperne Børne- og Babygear i rotation – har du nu også mulighed for at låne, udlåne eller videregive børneudstyr og -tøj til andre forældre i dit lokalområde.

Ikke mindst her på Frederiksberg, hvor du kan melde dig ind i den lukkede gruppe Frederiksberg: Børne- og Babygear i rotation. Gruppen tæller allerede nu over 1.500 medlemmer.

Gruppen kan du bruge til at sende det baby- og børnetøj du selv har arvet eller bare ikke længere har brug for i rotation hos nogle af gruppens andre medlemmer. Du kan også selv overtage det tøj eller udstyr, som andre er klar til at give videre.

Der foregår intet køb, salg eller bytning på siden – men du har mulighed for at lave forespørgsler, hvis der er noget, du lige står og mangler.

Udover børne- og babygear kan du også finde ventetøj og ammetøj og ikke mindst børnemøbler.