Det kommer til at tage længere tid end planlagt at renovere Frederiksberg Svømmehal. Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

Foto: ABW

Frederiksberg Svømmehal skulle ifølge tidsplanen have været færdig og åbnet i juli efter det seneste års omfattende renovering, men projektets entreprenør har meddelt, at de ikke kan holde tidsplanen.

Formand for Frederiksberg Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, Nikolaj Bøgh (C), beklager forsinkelsen: ”Vi er mange, der savner Frederiksberg Svømmehal, og som havde glædet os til, at den åbnede igen. Derfor er jeg meget ked af, at vi må vente endnu længere, før svømmehallen genåbner. Jeg håber på forståelse fra alle brugerne, som dette desværre også rammer hårdt,” siger han.

Det er endnu for tidligt at sige, hvornår svømmehallen kan genåbne, men Frederiksberg kommune er sammen med projektets parter i gang med at vurdere konsekvenserne. Så snart der foreligger et realistisk bud på en genåbning, vil det blive meldt ud.

Frederiksberg Svømmehal er en af landets ældste svømmehaller, og renoveringen af den koster cirka 100 millioner kroner.