Frisk luft og vind i håret er dejligt – også for mennesker med handicap. Cyklen gør det muligt for mennesker med bevægelseshandicap at få motion og opnå en højere livskvalitet. Men det er svært at få bevilget tilskud til særlige cykler, for mange kommuner forstår udelukkende cyklen som et transportmiddel. Men for børn og voksne mennesker med handicap kan cyklen være meget mere end det. Norsk forskning viser blandt andet, at cyklen er med til at give børn med handicap en identitet, fordi den sikrer, at de kan deltage i undervisning, lege og aktiviteter på lige fod med deres kammerater.