At være pårørende til et menneske med alvorlig sygdom eller svækkelse kan være svært at stå alene med. Derfor har Frederiksberg Kommune et nyt tilbud til pårørende, som har brug for råd og vejleding til at håndtere den svære situation det kan være, når ens nærmeste bliver alvorligt syg eller får brug for praktisk hjælp eller pleje i hverdagen.

Borgmester Simon Aggesen (C): ”Jeg er glad for det nye tilbud, og håber at mange vil tage imod tilbuddet om rådgivning hos vores pårørendekoordinator. Jeg ved, at rigtig mange mennesker gerne vil være der for deres ældre, men at det til tider kan være svært at sætte grænser for, hvordan og hvor meget man kan hjælpe, når man samtidig gerne vil bevare en normal familiær kontakt med sin nære. Her kan pårørendekoordinatoren være en kærkommen hjælp.”

Formand for Ældre- og Omsorgsudvalget, Thyge Enevoldsen (Ø): ”Hverdagen bliver forandret, og man påtager sig måske et ansvar og nogle opgaver for sin nære, som kan være svære at håndtere, når ens egne bekymringer for fremtiden samtidig hober sig op. Det har været vigtigt for os, at tilbuddet er så åbent som muligt, og at pårørendekoordinatoren kan møde borgerne der, hvor de er. Derfor kan rådgivningen foregå enten i telefonen, på Rådhuset eller hjemme hos den pårørende. Det vigtigste er, at den pårørende føler sig tryg og kan tale frit, og der er heller ingen øvre grænse for antallet af samtaler. ”

Pårørendekoordinatoren kan lytte støtte og vejlede borgere med udgangspunkt i den enkeltes egen situation. Samtalerne kan handle om hvad som helst, der presser sig på – lige fra personlige bekymringer til råd og vejledning om hvilken hjælp, der er at hente forskellige steder i kommunen eller i patientforeningerne. Tilbuddet er åbent for alle, så længe den ens pårørende har adresse på Frederiksberg.

Pårørendekoordinatoren kan kontaktes på e-mail eller telefonisk. Læs mere om støtte til pårørende til ældre lige her.