Alle danskere kan prøve det magiske ved at være i naturen om natten denne weekend, når over 60 arrangementer landet over inviterer til bålhygge, overnatning, stillevandring og en masse andre spændende oplevelser i mørket. På Sjælland og øerne er der blandt andet stjernetur, udeovernatning og flagermusevandring på programmet.

Pressefoto: Adam Grønne

Er du en af dem, der aldrig har hørt en ugle tude, siddet ved et bål, gået en tur i mørket eller sovet i et shelter? Det kan du nu lave om på, når foreninger og organisationer over hele landet på lørdag 27. august inviterer til Nat i Naturen. Og dermed til en helt særlig oplevelse, som man ikke kan få på andre tidspunkter.

I det sjællandske kan man for eksempel komme med på kajaktur i mørket i Køge, se på stjerner på Møn, lære at sove ude i Naturpark Åmosen og komme tæt på flagermusene i Kongskilde Naturcenter ved Sorø. Og meget andet.

I alt er der over 60 arrangementer at vælge imellem. Og fælles for dem alle er, at man ikke behøver være dreven naturbruger for at være med.

“Foreningerne og organisationerne tilbyder rigtig mange spændende arrangementer, så næsten uanset hvor meget eller lidt, man har været i naturen før, er der mulighed for at opleve natten ude. Vi håber, at mange danskere benytter sig af chancen og kommer med ud, for det er virkelig noget særligt at opleve naturen i mørke,” siger projektleder for Nat i Naturen, Jes Lind Bejer.

Se alle arrangementerne her

Inspiration til nattetur på egen hånd
Det er også noget særligt at være i mørket på egen hånd, og vil man hellere opleve naturen om natten alene, med gode venner eller med familie, er det naturligvis også muligt.

“Om man deltager i et arrangement eller på egen hånd, er mindre vigtigt. Det vigtige er, at man prøver at komme ud, når det er mørkt og få glæde af de fantastiske naturmæssige og menneskelige oplevelser, der ligger gemt i natten,” siger Jes Lind Bejer.

På natinaturen.dk er der af inspiration til bålmad, mørkelege, tips til stjerneturen og gode råd til en overnatning i det fri.

Det sidste kan være hjemme på altanen eller i haven, men man kan også finde vej til en af de godt 500 offentlige lejrpladser i den danske natur eller slå sit telt op i skovbunden i en af de 275 skove med fri teltning.

Vis os dit friluftsliv i mørket
Uanset hvordan man oplever natten, opfordrer partnerne bag projektet Nat i Naturen alle til at dele deres oplevelse med andre ved at deltage i en stor nordisk fotokonkurrence.

Det gør man ved at tage et billede af sin oplevelse i mørket og uploade det på Instagram med hashtagget #natinaturen. Alle billeder med hashtagget er med i konkurrencen om friluftspræmier og vises på hjemmesiden natinaturen.dk til inspiration for andre.

Bag projektet står de fem partnere Friluftsrådet, Det Danske Spejderkorps, Ungdomsringen, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen.

Læs mere om Nat i Naturen og fotokonkurrencen på natinaturen.dk

En del af en fælles nordisk oplevelse
I 2022 er Nat i Naturen en del af det fælles nordiske projekt Nordisk Nat i Naturen, hvor Norge, Sverige, Finland og Danmark i fællesskab arbejder for at få befolkningerne ud og erfare, hvad en nat i naturen kan give af oplevelser.

Nordisk Nat i Naturen bygger på den lange fælles nordiske tradition for at dyrke friluftsliv og skal være med til at styrke det nordiske samarbejde og samhørighed. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal (A.P. Møller Fonden) med knap 2 mio. kroner.

Nat i Naturen i tal

  • 68 procent af danske børn mellem 2 og 15 år har aldrig prøvet at sove ude
  • 41 procent af dem har ikke set stjernehimlen
  • 33 procent har aldrig været med til at lave et bål
     
  • 80 procent af voksne danskere har aldrig overnattet i naturen eller gør det kun sjældent

Kilde: Undersøgelser af børns oplevelser i natur foretaget af Yougov i 2022 + rapport fra 2017 af danskernes friluftsliv  

Kilde.