I år er det 155 år siden Jeppe Aakjær blev født, og det fejrer Teatret OPtimis med et cabaret- portræt af den danske lyriker. Forestillingen bygger på Jeppe Aakjærs fortællinger, selvbiografi og ikke mindst hans skønne og yndede sange, og giver et indblik i både Jeppe Aakjærs liv, samtid, poetiske åre og sociale indignation. Stykket ‘Aakjær’ får Københavner- premiere på Metronomen, Frederiksberg, den 22. september.

Jeppe Aakjær er en af Danmarks største forfattere og digtere, i dag især kendt for sine smukke og naturlyriske sange som ‘Jeg bærer med smil min byrde’, ‘Jeg er havren’, ‘Stille, hjerte, sol går ned’ og ‘Nu er dagen fuld af sang’. En helt særlig plads hos mange har også den jyske gendigtning ‘Skuld gammel venskab rejn forgo’ og ikke mindst ‘Jens Vejmand’, der viser den sociale indignation, der også gjorde Jeppe Aakjær til en kontroversiel figur i sin samtid.

I år fylder den store danske poet 155 år, og det fejrer det musikalske teater OPtimis med en cabaret- forestilling om mennesket og kunstneren Jeppe Aakjær bygget op omkring de velkendte og elskede sange.

“Cabareten udspringer af en stor kærlighed til Jeppe Aakjærs smukke og stemningsfulde viser og sange, og af et ønske om at være med til at holde dem levende for eftertiden. Men for at få et helstøbt billede af Aakjær må vi også omkring hans livshistorie og øvrige
forfatterskab, der udsprang af et bonde-Danmark med fattigdom og hårdt fysisk arbejde. Jeppe Aakjær havde en stærk social indignation, og med bogen ”Vredens børn” skabte han furore og var med til at få ophævet
tyendeloven i 1921. Cabareten giver således også et indblik i det ”gamle Danmark”, som vi efterhånden knap kender, selvom det kun ligger 4-5 generationer tilbage,” siger sanger Allan Høier fra OPtimis.

I forestillingen møder vi Jeppe Aakjær, da ’Manden med Leen’ er dukket op på hans gård, Jenle, for at tage ham med. Aakjær får dog gennemtrumfet, at han først må lade sit liv passere revy – og han begynder herefter at berette sin egen – og dermed også tidens – historie.

Aakjær synger og fortæller herefter om et bonde-Danmark med fattigdom, hårdt arbejde, en smule kærlighed, tæsk, rotter og manglende lægehjælp. Hvordan han som hyrdedreng lærte at elske naturen og i sit sidste skoleår fik en lærer, der åbnede hans øjne for litteraturen. Højskoleophold, fængselsophold for at holde foredrag om den franske revolution, studier i København og et mislykket ægteskab. Han synger stolt og vemodsfuldt nogle af ‘Rugens Sange’ for sidste gang, fortæller om sin digtning og agitation – og mindes de mange gode timer på Jenle med sit livs Nanna. Men Døden begynder at blive utålmodig…

I forestillingen ‘Aakjær’ kan man opleve Allan Høier som sanger og fortæller og Allan Sjølin som guitarist i Bo Skødebjergs instruktion.

Forestillingen har Københavner-premiere på Metronomen på Frederiksberg den 22. september 2021. Billetter kan købes her.

Pressefoto
Del på sociale medier