Natten til onsdag fødte Zoos hunelefant Kungrao en velskabt elefantunge. Ungen er en han, og han kom hurtigt på benene efter fødslen.

Foto: Zoo.

Ved 8-tiden hilste han på de første dyrepassere, der var mødt ind, og efter at have afsøgt sandstalden flere gange, blev ungen sammen med de to hunner lukket ud i bagburene.

”Vi vil meget gerne have, at han kommer i gang med at die hurtigst muligt, så vi har lukket alle tre elefanter ud bagved.

Her er der mere ro og mindre plads at løbe rundt på, så de to hunner kan lidt nemmere hjælpe ham med at komme til patten,” forklarer videnskabelig direktør Bengt Holst på Zoologisk Haves hjemmeside.

Efter at have tilbragt det meste af dagen i bagboksen for at finde ro til at die, trådte elefantungen i eftermiddag ud i anlægget flankeret af sin mor og ’tante’.

Dyrepasser Rasmus Pedersen har fulgt ungen hele dagen, og han havde to gode nyheder med sig: ”Han har både fået noget at spise, og der er kommet noget ud i den anden ende – så det er rigtig godt, for det betyder jo, at der gang i systemet.”

Rasmus fortalte også, at mor og unge ser ud til at have knyttet sig rigtig fint til hinanden, og generelt er både dyrepassere og dyrlæge meget tilfredse med dagen i Elefanthuset.

/Zoologisk Haves hjemmeside.