Ben Webster Prisen skulle have fundet sted i marts, men blev, ligesom så meget andet, udsat pga. Corona-situationen. Nu er der sat ny dato for arrangementet. Ben Webster Prisen uddeles således for 44. gang lørdag den 14. november kl. 15-18 på Bartof Station på Frederiksberg.

Det afdøde amerikanske jazzikon Ben Webster giver hvert år sin fysiske og musikalske jazzarv videre. Siden 1977 har den danske Ben Websters Fond uddelt priser til musikere og andre som fremmer jazzen i 

Frands Rifbjerg. Foto – Mike Højgaard

Danmark.  Prisoverrækkelsen 2020 skulle have fundet sted i marts, men blev, lige som så meget andet, udsat pga. Corona-situationen. Nu er der sat ny dato for arrangementet. Ben Webster Prisen uddeles således for 44. gang lørdag den 14. november kl. 15-18 på Bartof Station på Frederiksberg.

Her vil to af landets fineste jazzmusikere, trommeslageren Frands Rifbjerg og saxofonist og klarinettist Elith ”Nulle” Nykjær lidt forsinket blive hyldet og modtage deres prestigefulde priser. Samtidig annoncerer Ben Websters Fond et nyt æresmedlem. Saxofonist Jesper Thilo får status som fondens 3. æresmedlem. En ære som er de færreste forundt og Thilo kommer dermed i fint selskab med Sonny Rollins og Charles Lloyd som er  fondens to andre æresmedlemmer.

På grund af restriktionerne, er der kun få billetter i salg. De der ikke nåede at købe billet får, som noget helt nyt, mulighed for at følge festlighederne via livestreaming på de sociale medier. Udover selve prisoverrækkelsen optræder vinderne med deres egne orkestre. Nulle med Verdensorkesteret og Frands Rifbjerg Kvartet med yndlingsgæster, kan opleves live – også virtuelt.

Fakta om Ben Websters Fond
Ben Websters Fond er en 100 % nonprofitorganisation, der drives af otte inkarnerede danske jazzfolk med saxofonisten Jesper Løvdal som formand.
Bestyrelsen består af Jesper Løvdal (formand), Jacob Thors, Asger Bagge-Jørgensen, Søren Damving, Ole Matthiessen, Jesper Thilo og Henrik Wolsgaard-Iversen.
Fondens formål er at fremme forståelsen og udbredelsen af jazzmusik i Danmark, og at yde støtte til udøvende jazzmusikere, såvel professionelle som amatører. Fonden støtter også musikstævner og institutioner, der medvirker til musikarrangementer, musikværker, litterære værker eller til filmværker om jazzmusik.

Ben Webster Prisen 2020.
Tid: Lørdag 14. november kl. 15-18.
Sted: Bartof Station, Solbjergvej 3, 2000 Frederiksberg.
Billetter kr. 150 via Billetto: https://billetto.dk/e/ben-webster-prisen-2020-billetter-487395

www.benwebsterfoundation.com

Om Ben Webster Prisen 2020
Den amerikanske tenorsaxofonist Benjamin Francis Webster havde et helt særligt og nært forhold til Danmark, ikke mindst det pulserende københavnske jazzmiljø i slut 60’erne og start 70’erne. Han boede de sidste år af sit liv på Nørre Søgade, og det var allerførste gang han havde eget hjem med sit navn på døren.

Webster var glad for at bo i København af mange årsager. Her var ingen racediskrimination, han blev betalt for sine koncerter, blev behandlet ordentligt og med respekt – og så var kvinderne vilde med ham.
Trods hans mange forhold, fik Webster ingen børn, og da han ingen arvinger havde, gik nogle af hans venner i det danske jazzmiljø sammen og stiftede, et par år efter hans død, Ben Websters Fond.

Ikke blot for at hylde og ære den legendariske saxofonist, men også for at forvalte de mange indtægter, der den dag i dag strømmer ind fra bl.a. royalties og streaming, som den danske fond har rettighederne til.

– Webster havde et helt særligt musiktalent. Han havde en genkendelig identitet i sit spil og fortalte smukke og bevægende historier med sit saxofonspil. Når han spillede ballader, var der fuldstændig stille i lokalet, og alle, inklusiv ham selv, havde tårer løbende ned ad kinderne. Selv de mest snakkende kvindfolk blev helt stille. Webster var særlig for musikken og musikken var for Webster som det barn han aldrig selv fik, fortæller Henrik Wolsgaard-Iversen som i sin tid var med til at stifte fonden og som stadig er i bestyrelsen.

Streamingkongen
I dag, 47 år efter sin død i 1973, hører tenorsaxofonisten Ben Webster stadig til en af verdens mest skattede og ikoniske amerikanske jazzmusikere. Webster er en af de mest streamede jazzmusikere med over 500.000 månedlige lyttere på Spotify og mange millioner streams i alt på diverse streamingtjenester.

Det kan de danske jazzbørn, der går i hans fodspor og giver bebop-ånden videre, nyde godt af via fonden. Toneangivende Webster har derfor stadig stor betydning for det københavnske jazzmiljø som stod hans
hjerte så nær. Udover Ben Webster Prisen og Æresprisen, uddeler Fonden løbende beløb til jazzfremmende formål og tiltag i Danmark.

Indtil nu har 57 musikalske talenter modtaget Ben Webster priserne, herunder 13 pianister, 11 saxofonister, 7 trommeslagere, 6 bassister, 4 guitarister, 5 trompetister, 3 big band-ledere, 2 violinister, 2
sanger(inder) og 1 trombonist. Nu kan yderligere to af Danmarks dygtige jazzmusikere skrive sig den fornemme pris på CV’et og ind i den danske jazzhistorie.

Årets prisvindere
Ben Webster Prisen går i år til den 56-årige trommeslager Frands Rifbjerg. Frands blev som 14-årig helt exceptionelt optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hvor hans far, forfatteren Klaus
Rifbjerg, havde ordet i sin magt, må det siges, at Frands har tonerne. Han formår gennem musikken at formidle både vedkommende og spændende fortællinger. Frands Rifbjerg er en alsidig og vellidt musiker,
der har spillet og indspillet med Gud og hver mand og i mange forskellige genrer. I 2018 modtog han med sin første udgivelse i eget navn, “Songs And Melodies”, en Danish Music Award for ”Årets Bedste
Jazzudgivelse”.

Ben Websters Ærespris, prisen for tro tjeneste i jazzen, går i år til den folkekære 83-årige klarinettist, altsaxofonist og mundharmonikaspiller m.m., Elith “Nulle” Nykjær. Udover sine mange TV-optrædener er
Nulle bedst kendt for at have spillet sammen med Fessors Big City Jazz Band og i sit eget orkester – Nulle & Verdensorkestret. Nulle har desuden markeret sig ved at turnere både i Europa og USA med bandet
Gadedrengene.

– Begge årets prismodtagere har gennem deres lange musikerliv løftet de musikere og bands som de har spillet med, samtidig med at de også har stået frem som personlige jazzfortolkere. Deres dedikation til selve musikkens fællesskab og sjæl deler de med Ben Webster og hans mentor Duke Ellington, fortæller formand Jesper Løvdal om årets prismodtagere og fortsætter: – Frands Rifbjerg lader sig lige så vel inspirere af Carl Nielsens symfonier som af jazzlegenden Roy Haynes når han bygger en koncert op. Hans store musikalske horisont gør ham til favorittrommeslager med både Jesper Thilos swingmusik, Aske Jacobys blues og Kasper Tranbergs freejazz.

Nulle har samtidig med sin karriere i TV og med tidens populære bands rejst rundt og spillet på gaden i hele Europa, for at huske hvad musikken egentlig handler om.