En helt ny app giver Frederiksberg-borgerne overblik over deres aftaler med kommunen på sundheds- og omsorgsområdet, ligesom den kan bruges til dialog med deres kontaktperson, oplyser Frederiksberg Kommune.

Appen er den første af sin slags i de danske kommuner, og Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen (C) er glad for nyskabelsen:

”Frederiksberg Kommune er frontløber, når det handler om at bruge de digitale muligheder til at skabe bedre service og mere gennemskuelighed for de mange brugere af kommunens ydelser. Derfor er jeg utroligt glad for, at vi som den første kommune kan introducere denne mulighed. Jeg håber, den vil skabe bedre overblik og lette hverdagen for mange Frederiksberg-borgere og, på sigt, også borgere i andre kommuner,” siger han.

Systemet er udviklet med inddragelse af borgere i målgruppen, ligesom der også har været gennemført test af funktionaliteten i målgruppen inden lanceringen.

Både ÆldreSagen og Ældrerådet har været inddraget undervejs. En af de funktioner, der har været efterlyst af de kommende brugere er muligheden for at give pårørende fuldmagt og dermed adgang til systemet. Det bliver nu muligt på en nem og sikker måde med brug af NemID.

Appen er udviklet af Frederiksberg Kommune i samarbejde med Systematic. Udviklingen af første etape er finansieret i et samarbejde mellem Samvirkende Menighedsplejer og Frederiksberg Kommune.

Sundhedsstyrelsen har allerede bevilget yderligere 14,4 millioner kroner til en videreudvikling af systemet, der planlægges at give fuld journaladgang for borgeren, og dermed overblik over egen sag i sundheds- og omsorgsregi og f.eks. også muligheden for selv at indmelde egne data til brug for opfølgningen i borgerens forløb.

Læs mere her.

Foto: ABW
Del på sociale medier