Den fredede beboelsesejendom på Bülowsvej 9-11 på Frederiksberg vil over de næste måneder gennemgå en omfattende renovering. Alle bygningens 115 vinduer og døre skal udskiftes med nye, der ikke alene skal fremstå nøjagtigt som de oprindelige fra 1800-tallet, men også leve op til nutidens skærpede krav om støjreduktion og isoleringsevne. Det er Bøjsø døre & vinduer, der står for opgaven.
Beboelsesejendommen på Bülowsvej 9-11 er et lille stykke danmarkshistorie, da den er opført helt tilbage i 1870 og meget tidstypisk for perioden. I dag står den stadig, som den blev opført for 150 år siden med barokke stilelementer, som eksempelvis murstenskvadre og ovale gavlvinduer, mens der også er tilsat bygningselementer fra renæssancen som eksempelvis karnapper.
Af den grund har Kulturstyrelsen gjort den til en fredet ejendom, så det oprindelige, charmerende udtryk bliver bevaret i fremtiden. Og det stiller krav til byggematerialerne, når den skal renoveres. Der er nemlig helt særlige krav til renoveringen af fredede bygninger, da det skal ske nænsomt og med respekt for det oprindelige udtryk. Det erfarede man hos De københavnske Ejendomsselskaber, som ejer Bülowsvej 9-11, hvor man netop har haft døre og vinduer i udbud:
– Bygningens vinduer og døre er efterhånden ved at være så udtjente, at det er blevet tid til en udskiftning. Her var det i valget af nye vigtigt, at de kunne matche bygningens oprindelige byggestil samtidig med, at de nye vinduer og døres egenskaber lever op til moderne egenskaber fra 2018 og eksempelvis har et højt energimærke, fortæller Hardy Fauerskov fra De københavnske Ejendomsselskaber.
Valget faldt på vinduesproducenten Bøjsø, som gennem mange år har produceret de særegne koblede vinduer og døre. Det er et nicheprodukt, som er særligt egnede til fredede og bevaringsværdige bygninger, da de bliver produceret ud fra de oprindelige håndværksteknikker, som man brugte dengang.
Kombinerer to tidsperioder
En af de moderne egenskaber, der var helt central for De københavnske Ejendomsselskaber, var, at de nye vinduer og døre også skulle være støjreducerende. Bülowsvej er nemlig en central gade på Frederiksberg, hvor der i løbet af dagen kan forekomme støj fra både biler og mennesker. Derfor var det et område, hvor der for alvor var behov for at kombinere byggestilen fra 1870 med moderne byggeteknikker fra 2018:
– Koblede vinduer produceres med de oprindelige håndværksteknikker, som man brugte for 150 år siden, hvor støjreduktion ikke var i fokus. Derfor har Bøjsø gennem de seneste 40 år arbejdet på en vinduesløsning, der kan sammenfatte flere tidsperioder i ét vindue, så man ikke nødvendigvis behøver at skulle vælge mellem udtryk og lydisolering, fortæller Morten Birkelund, salgskonsulent hos Bøjsø døre & vinduer.
– På den måde kan vi nu levere en løsning til Bülowsvej, der også holder larm fra gaden ude. Normalt ligger trafikstøj på cirka 60 decibel, og her kan de koblede vinduer sænke lydene med hele 34 decibel – som med andre ord svarer til en lav visken, slutter han.
Renoveringen af Bülowsvej 9-11, som administreres under ét og opfattes som én bygning, påbegyndes i juni 2018 og forventes afsluttet september 2018.
Fakta: Bülowsvej blev opført i 1870 og var dengang henvendt til det mere velstillet borgerskab. Derfor blev lejlighederne også udstyret med baderum og toilet, hvilket på den tid var meget avanceret for boligbyggeri.