Nu kan alle opleve manden med gummiansigtet i hård granit på Frederiksberg Allé. Det er altid en festlig begivenhed, når den årlige Teaterflise afsløres på Frederiksberg Allé. I år er det 24 år siden, at Johnny Gehlsen for første gang tog initiativet til at få lagt den først flise i det, der siden er blevet Danmarks svar på ”Hollywood Walk of Fame”, meddeler Frederiksberg Fonden.

Fredag 17. september blev den 24. Teaterflise afsløret. Her var det komikeren, skuespilleren og instruktøren Mick Øgendahl, der gik på scenen og greb den mikrofon, han mester så ypperligt og takkede foran de fremmødte under den grå himmel.

Mick Øgendahl er ubetinget en af landets komikere med allerstørst økonomisk succes. Og pengepræmien på de 10.000 kroner, der følger med Teaterflisen som en del af Frederiksbergfondens sponsorat, er ikke penge han og familien selv mangler, sagde han ved fliseafsløringen.

”Så jeg har besluttet mig for at give pengene videre og fordi Teaterflisen er en Frederiksberg-begivenhed, synes jeg pengene skal blive her og gå til nogen, der har brug for dem. Og det bliver så Red Barnet,” sagde Mick, som fra sit kontor på Vodroffsvej kan kigge over på børnenes hovedkontor på Rosenørn Allé.

Teaterflisens karikatur er tegnet af Jens Hage. Teaterflisen 2021 afvikles i et samarbejde mellem Frederiksbergfonden, FrederiksbergLIV – Hovedstadens Mediehus, Frederiksbergmuseerne/Storm, Restaurant Promenaden af 1932, JTG Bygge Entreprise ApS og ASA Stillads Service.

Foto: ABW
Del på sociale medier