Når Møstings genåbner lige efter nytår, skal besøgende bevæge sig en etage op for at opleve udstillingerne i den lille kunsthal. Husets herskabelige førstesal bliver nemlig nu taget i brug som udstillingsrum. Nour Fog indvier lokalerne med udstillingen Skumfødt.
Frederiksbergmuseernes lille kunsthal Møstings tager nu husets førstesal i brug til kunstudstillinger. Møstings, der har været lukket pga. nyindretning, er klar til at åbne for publikum den 7. januar 2022.
Møstings er en klassisk Frederiksbergvilla fra 1800-tallet, og de herskabelige stuer med stuklofter, lysekroner og et smukt lysindfald giver nye muligheder for kunstneriske fortolkninger. Derfor har Frederiksbergmuseerne nu valgt at forene husets æstetiske rammer med de kunstoplevelser, der fremover skal fylde huset.
Nour Fog, Skumfødt: 8. januar-20. marts 2022
Årets første kunstner, der udstiller på Møstings efter genåbningen, er billedkunstneren Nour Fog. Med udstillingen Skumfødt indtager Nour de herskabelige lokaler med et keramisk landskab af sanselige og organiske skulpturer. Udstillingen tager afsæt i et graviditets-, fødsels- og efterfødselsforløb, der har fundet sted under udstillingens tilblivelse. Værkerne afspejler de følelsesmæssige og kropslige tilstande, sansninger og erfaringer, der viste sig under den både nervepirrende, intense og skrøbelige rejse i tilblivelsen af et barn.
Former og farver smelter sammen om fødderne på de besøgende, når de bevæger sig blandt formationer, der associerer til konkylier, slebne sten, fosterdannelse, organer og gravide maver, alt imens et lydlandskab af hav og hjerterytmer bølger ind over de smukke højloftede rum.
Nour Fogs udstilling forgrener sig ud i naturen uden for Møstings. Fra vinduet på førstesalen kan man se det androgyne mytologiske væsen Hydro Human, som stolt rejser sig fra overfladen af Andebakkesøen.
Nour arbejder med en non-binær æstetik og agenda, hvor hen bevidst både med- og modarbejder de klassisk kønnede symboler og traditioner. Med sit formsprog ønsker Nour at skabe værker, der kan bidrage til en rundere, blødere og mere formbar forståelse af verden.
Titlen Skumfødt refererer til Sandro Botticellis maleri Den skumfødte Venus, som også definerer udstillingens visuelle afsæt i havets mytologier og symbolsprog.
Til udstillingen har Nour inviteret komponist Jirasol Pereira Ayala til at skabe udstillingens lydunivers, samt Victor Boy Lindholm til at bidrage med teksten Mennesker kan ikke se under vand.
Nour Fog (f. 1981) er uddannet fra det Jyske Kunstakademi i 2016 og arbejder undersøgende og skulpturelt i det keramiske medie med udgangspunkt i kønspolitiske tematikker og sanselighed, mens lyd, installation og performances ofte spiller en stor rolle i deres værker. Tidligere har Fog udstillet på bl.a. Overgaden, Gl. Holtegaard, Sydhavn Station, Kunstpakhuset og Galleri Image.
Møstings er en lille kunsthal smukt placeret ved Frederiksberg Have. Der er fri entré.
Udstillingerne tilrettelægges ud fra et årligt Open Call. Næste frist for at ansøge om en udstilling i Møstings er d. 1. februar 2022. Frederiksbergmuseerne arbejder aktivt for at præsentere et mangfoldigt udstillingsprogram med en bred vifte af medier, skabt af kunstnere på tværs af alder, køn, seksualitet og kulturel- og etnisk baggrund.
Læs mere på www.frederiksbergmuseerne.dk/mostings