Guitarlæreren Anders bruger hænderne til at fortælle om guitarens toner. Over for ham sidder Maria på 12 år, som får guitarundervisning i fritids- og ungdomsklubben NORDEN. Det er gratis for Maria og alle andre børn og unge at lære at spille og synge i musikskoletilbuddet MusicLife, som har fået stillet lokaler til rådighed i klubben. Og med Frederiksberg Kommunes raketstigning i taksterne for at gå i klub eller ungdomsklub er det sandsynligt, at flere udmeldes af det kommunale klubtilbud og i stedet bruger det gratis musikskoletilbud som alternativ til at være alene hjemme eller hænge ud på gaden.

Maria er allerede et blandt cirka 150 børn og unge på Frederiksberg, der er i kontakt med MusicLife. Mariahh Thorsted er initiativtager til MusicLife, og hun ansøgte under coronapandemien Frederiksbergfonden om støtte til at etablere MusicLife som et tilbud på Frederiksberg. Projektet var oprindeligt målrettet børn og unge i bebyggelsen Solbjerg Have, der havde behov for en boligsocial indsats. Her fik MusicLife også fondsmidler til at indrette et musikalsk værested, indtil en kloakskade i januar satte en stopper for at bruge faciliteterne. I dag holder tilbuddet til i fritids- og ungdomsklubben NORDEN på Hoffmeyersvej, hvor klubbens leder Frank Løth med kyshånd har taget imod MusicLifes gratis tilbud til børn og unge.

Frygt for dalende medlemstal
Ifølge Mariahh Thorsted spiller familieøkonomi i høj grad en rolle for efterspørgslen efter MusicLife’s aktiviteter og det gratis tilbud kan komme i endnu højere kurs fremover. Ved årsskiftet flerdobledes forældrebetalingen, og det har betydet, at det i dag koster 425 kroner om måneden at gå i ungdomsklub, hvilket er en stigning på 393% i forhold til 2022. Prisen for fritidsklub er steget med 47% fra 479 kr. til 705 kroner.

Lederen af NORDEN, Frank Løth, ser ikke for optimistisk på udviklingen.

”Vi ved, at nogle af de unge selv har betalt den hundredekroneseddel, det tidligere kostede at gå i ungdomsklub, men nu har de ikke mulighed for at betale det længere. Det er simpelthen et for stort beløb. Her hos os har vi oplevet et frafald på 15-20 unge siden årsskiftet, men vi ser først det reelle billede efter sommerferien, hvor 7. klasserne udmeldes af fritidsklubben og vi skal prøve at få dem til at fortsætte i ungdomsklubben. Jeg tror, det bliver en del sværere at lykkes med,” sagde han allerede i marts.

Han mener også, at takstforhøjelsen i fritidsklubben vil betyde, at forældre i større grad overvejer om deres barn også skal have et klubtilbud, specielt hvis de i forvejen går til en ugentlig aktivitet.

Både Mariahh Thorsted og Frank Løth har på tæt hold har oplevet, hvad der sker i et boligområde, når børn og unge ikke har et sted at være.

”I Solbjerg Have begyndte de i december igen at lave indbrud i kælderrummene, hvor de holder rygerfester. Jeg tror, det er fordi, de keder sig og ikke rigtig har nogle steder at være,” mener Mariahh.

Frank husker også, da kommunen for år tilbage lukkede ungdomsklubben på grund af dalende medlemstal. Først da naboerne begyndte at klage om hærværk, fik han penge til at åbne igen.

Det handler også om trivsel
Foruden musiklokalet, hvor Anders underviser Maria, har NORDEN et lille indspilningsstudie og klubbens mange instrumenter er igen gravet frem fra kælderen. Både i klubben og gennem et samarbejde med kulturhuset KU.BE tilbyder MusicLife vokaltræning, instrumentalundervisning, sangskrivning, koncertoptræden, workshops og udflugter for aldersgruppen 13-18 år.

Muligheden for at lære sangskrivning er et af de tilbud, MusicLife har størst succes med, fortæller Mariahh. Her kan man sætte ord på de tanker, man måske slet ikke tør dele med sin bedste ven.

”Sangskrivning er et hit, for her kan alle være med – man kan rappe, lave poesi, spoken words eller synge. Mange vil også rigtig gerne vil lære at synge og det får de muligheden for her. Nogle er måske også en del af en gruppe i skolen, hvor man har en rolle, som man ikke tør træde ud af. Her kan man komme efter skole og bare få lov til at finde sig selv i et musikalsk univers. Og så er der igen andre, der kommer bare fordi de synes, det er enormt hyggeligt uden at have drømme om at optræde. Det, der tiltrækker mange unge, er at være en del af et fællesskab og for andre handler det om at få de helt små succesoplevelser – som f.eks. at få den vigtige opgave med at tænde og slukke lyset til en koncert.”

Pressemeddelelse Frederiksberg Fonden.

Mariahh Thorsted har stor erfaring med at skabe musiktilbud og fællesskaber for børn og unge. Foto: Jeanette Hougaard