Julen er børnenes fest. Men for børn, der lever under trange kår, minder juletiden dem om alt det, de ikke har. Julehjælp er afgørende for, at også de børn kan få en hyggelig jul med gaver og julemad. Hos Mødrehjælpen i Frederiksberg har flittige, frivillige ildsjæle haft gang i garn og strikkepinde. Resultatet, de fineste farverige nissehuer, kan købes i Mødrehjælpens butik på Rolighedsvej 18. Salget går til at sikre, at alle byens børn kan få en god jul.

Ingen forældre ønsker, at deres børn skal mangle noget. Men selv i et land som Danmark har vi børn, der ønsker sig noget så basalt som en seng eller et par varme vinterstøvler. For udsatte familier er juletiden ekstra sårbar. Børnene føler sig ensomme, og forældrene føler afmagt og skyldfølelse for ikke at slå til og give børnene bare lidt af det samme som kammeraterne i skolen.

Sidste år modtog 9458 af landets fattigste børn julehjælp fra Mødrehjælpen.

”I vores by er der børnefamilier, hvor livet er så svært, og pengene så små, at de ikke kan gøre bare et minimum af det som andre tager for givet. Julehjælp er derfor den håndsrækning, som gør, at børnene, ligesom deres kammerater, kan få en gave d. 24. december,” siger Jette Halling, der er formand for Mødrehjælpens lokalforening i Frederiksberg.

Fra Garn til Barn – et landsdækkende fællesskab i den gode sags tjeneste
Mødrehjælpen driver kvalitetsgenbrugsbutikker med børnetøj, sko og legetøj til børn. Butikkerne drives af frivillige, og al overskud går til at hjælpe lokale børnefamilier.

Der er altid stor efterspørgsel på butikkernes hjemmestrikkede- og hæklede designs, og derfor er strikkefællesskaber nu også blevet et online fællesskab, hvor man kan mødes på tværs af landet. Her udveksler frivillige strikkere og hæklere fra hele landet opskrifter og inspirerer hinanden med billeder af deres smukke unika håndværk til børn, som de gavmildt donerer til den lokale Mødrehjælpsbutik.

Og fællesskabet er en kæmpe succes – specielt her op til jul, hvor de kreative ildsjæle strikker og hækler nissehuer for at hjælpe byens udsatte børn til at få en dejlig jul. Salg af to nissehuer svarer til én julegave.

”Hjemmestrikkede produkter til børn er meget populært i vores butik. Vi er derfor yderst afhængige af byens ildsjæle, der bruger timevis hver uge på at strikke og hækle fine børneting til butikken. Den fritid, vores lokale strikkere og hæklere bruger, er tegn på medmenneskelighed og et stærkt lokalt sammenhold. Og det rører mig dybt, hver gang der afleveres en stak nissehuer eller andet smukt strikketøj,” fortæller Jette Halling der håber, at mange forældre vil glæde deres børn med en af Mødrehjælpens fine julehuer, eller nogle af de andre lækre unika strik og hæklerier.

Lokale hjælper lokale
Er man en god strikker, tager det omkring fem timer at strikke en børnenissehue.

Lærke Bjergstrøm Mickelborg Jensen er 16 år og lærte at strikke af sin mormor under den første coronanedlukning: ”Jeg henter inspiration i facebookgruppen ’Fra Garn til Barn’ og har doneret trøjer, bukser og nu også nissehuer. Jeg synes, det er en god idé, at man på denne måde kan hjælpe bare en lille smule, der hvor der er problemer. For nogle år tilbage fik min mor hjælp fra Mødrehjælpen – så det var naturligt for mig at give mit strik til Mødrehjælpen.”

Heidi Hansen har strikket i 45 år og de seneste to år til Mødrehjælpen: ”Jeg kan godt lide tanken om, at man støtter lokalt. Stort set hver gang jeg afleverer noget strik, så finder jeg noget andet i butikken – det kan være en bog eller andre fine sager, mine børnebørn kan bruge.”

Genbrugsgaver, der gavner
December står for døren, og Mødrehjælpens fine, unika julehuer er oplagte kalender- eller adventsgaver til familiens børn. Butikken på Rolighedsvej gør dog opmærksom på, at skulle der blive udsolgt af nissehuer, er der mange andre fine julegaver på hylderne, hvor salget ligeledes hjælper byens udsatte børn og familier.

På landsplan er der indleveret 5000 nissehuer. Salget af nissehuerne rækker til julegaver for tusindvis af landets fattigste børn. Der er brugt mere end 25.000 frivillige timer på at strikke de mange nissehuer og 1.000.000 meter garn.

Anledning: Forside på MHJ-Nyt november 20
Formål: Promovering af fra Garn til Barn
Afbilledet: Isabel Gyll (mor: Marielle Severinsen)
Hjemmel: Samtykke
Begrænsning: Må kun bruges ifm. frivillige aktiviteter
Udløber: Oktober 2025
Uploadet af HSS, FRI
Del på sociale medier