Den 22. januar hyldede GF Forsikring en række lokale foreninger og personer, som fortjener en særlig tak for deres overskud. Modtagerne kommer fra hele hovedstadsområdet – fra Dragør over Frederiksberg til Brøndby.

Foto: ABW

– I disse år tales der meget om frivillighed og om at give en ekstra hånd med i lokalsamfundet. Alle er enige om, at de lokale ildsjæle er vigtige og uundværlige. Men somme tider tager vi måske frivilligheden lidt for givet, fortæller Maiken Luvin, der er afdelingschef for GF Hovedstaden.

– Med kampagnen “Tak for dit overskud” har vi ønsket at skabe et rum for at anerkende nogle af de mange overskudsmennesker, der findes i lokalsamfundet. For vi har alle grund til at være taknemmelige for de mennesker, der er med til at gøre vores lokalsamfund trygge og levende. Og vi glæder os til at sige tak for indsatsen, fortsætter Maiken Luvin.

Modtagerne er nomineret af borgere fra hele hovedstadsområdet via GF’s hjemmeside, og den endelige udvælgelse af modtagere har GF Hovedstadens lokale bestyrelse stået for. Ud over anerkendelsen følger et lille beløb, som GF Forsikring har doneret.