Efter halvanden uges lukning på grund af tre COVID-19 smittede medarbejdere åbner sundhedscentret på Frederiksberg igen. Alle andre medarbejdere er testet negative, og centret kan trygt besøges igen. Det oplyses i en pressemeddelse fra Frederiksberg Kommune.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Tirsdag den 7. juli lukkede Frederiksberg Sundhedscenter prompte, da der blev konstateret COVID-19 hos tre medarbejdere. Alle øvrige medarbejdere og de besøgende, som de smittede havde været i tæt kontakt med, blev efterfølgende testet. Samtlige svar var negative, så nu kan alle trygt vende tilbage til centret.

Borgmester Simon Aggesen (C) roser forløbet: ”I denne genåbningstid er der naturligvis risiko for, at der pludselig opstår smitte på en af Frederiksbergs arbejdspladser. Så er det afgørende, at vi reagerer hurtigt og kompetent i samarbejde med sundhedsmyndighederne. I dette tilfælde lukkede centret hurtigt ned, udførte smitteopsporing og begrænsede risikoen – alt sammen i et eksemplarisk samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed. Jeg vil gerne sige tak til alle involverede for flot arbejde – og til sundhedscentrets besøgende for deres tålmodighed og forståelse,” siger han.

Alle, der er tilknyttet et behandlingsforløb i Sundhedscentret, har haft telefonisk kontakt med en medarbejder, som har vejledt dem i at træne derhjemme. Men vicedirektør, sundheds- og omsorgschef Torben Laurén, i Frederiksberg Kommune ser frem til en normal hverdag for alle centrets brugere: ”Det optimale er naturligvis, at brugerne kan deltage i træningsforløb og andre aktiviteter på centret. Det kan de igen nu, for medarbejderne er testet negative to gange. Dermed kan alle trygt vende tilbage til centret – naturligvis med de samme sikkerhedshensyn, som vi alle efterlever, når vi er sammen med andre på offentlige steder,” siger han.

De tre smittede medarbejdere er fortsat i karantæne, og når den er tilendebragt, bliver medarbejderne testet igen, inden de vender retur til arbejdspladsen.