Frederiksberg Kommune har bevilget halvanden million kroner til Wonderful Copenhagen, som over de næste to år skal markedsføre Frederiksberg. I første omgang skal gæsterne hentes i Danmark, men så snart grænserne åbner, skal markedsføringen også tiltrække internationale gæster til byen. Bevillingen skal desuden understøtte arbejdet med erhvervsturisme og tiltrækning af kongresser.

”Det er så vigtigt, at vi igen får et levende og mangfoldigt byliv, og at der igen kommer gæster til Frederiksberg, så vi kan understøtte handelslivet. Derfor er jeg glad for, at vi med denne aftale kan sætte tryk på indsatsen og målrettet hjælpe vores forretninger og hoteller,” siger borgmester Simon Aggesen (C).

I Wonderful Copenhagen glæder de sig til at komme i gang med arbejdet.

”Vi har altid været glade for samarbejdet med Frederiksberg Kommune, men vi er naturligvis ekstra glade for, at Frederiksberg Kommune har valgt at øge sin investering i at tiltrække nationale og internationale gæster – både ferierejsende og erhvervsrejsende. Det er et faktum, at Frederiksbergs og hovedstadens turisme generelt er meget hårdt ramt af COVID-19, og vi må indse, at det er en kæmpemæssig udfordring, vi står overfor. Derfor er vi nødt til at løfte i flok og skrue op for en stærk markedsføring, så vi når ud til et bredt publikum både nationalt og internationalt. Konkurrencen er kun blevet hårdere,” siger Mikkel Aarø-Hansen, direktør i Wonderful Copenhagen.

De lokale virksomheder kan selv få gavn af markedsføringsmaterialet og hjælpe med at sprede budskabet via deres egne sociale medier.

Læs mere her

Foto: ABW