Høj kvalitet, stabil drift og fornuftig økonomi. Det er kernen i det udbud af it-driften, som Frederiksberg Kommune netop har sat i gang. Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Udbuddet lægger høj vægt på kvaliteten. I de fleste af kommunens udbud vægter prisen 60 procent, mens kvalitet vægter 40 procent, men i dette udbud er den fordeling vendt om.

Kommunaldirektør Stig Henneberg: ”It er afgørende for at sikre en stabil og god service for Frederiksbergs borgere, virksomheder og alle vores samarbejdspartnere. Vi har derfor valgt at vægte kvaliteten højere end normalt, samtidig med at pris selvfølgelig også er et vigtigt konkurrenceparameter. Vi har allerede fået flere forhåndstilkendegivelser, der tyder på, at mange kompetente virksomheder griber udfordringen og byder på opgaven, så jeg glæder mig til det videre arbejde,” siger han.

Udbuddet kan findes på udbudsplatformen Ethics, som kan tilgås via kommunens hjemmeside. Leverandører, der ønsker at ansøge om at kunne afgive tilbud, skal ansøge senest torsdag d. 6. maj 2021 klokken 12.

Udbuddet er en del af Frederiksberg Kommunes løbende arbejde med at konkurrenceudsætte driften. Alle leverandører kan ansøge om at deltage. Fristen er torsdag den 6. maj klokken 12.