Frederiksberg Kommune er nu en del af partnerskabet Røgfri Fremtid, som er dannet af Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden. Målet om en Røgfri Generation i 2030 støttes af en handleplan med 21 konkrete initiativer, som vil fjerne røg på steder, hvor der er mange børn og unge.

Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge. Derfor har Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden etableret partnerskabet Røgfri Fremtid, som Frederiksberg Kommune nu er en del af. Partnerne i Røgfri fremtid arbejder for, at vi kan se de første røgfri generationer vokse op, og er nu oppe over 150 partnere, og der kommer løbende flere løbende til.

Målet om at få en første røgfri generation i 2030 understøttes af 21 konkrete initiativer, hvor røgfri skoledag er et af dem. Kommunen indfører samtidig røgfri arbejdsdag i 2020 for medarbejdere, som arbejder steder med mange børn og unge.

”Frederiksberg skal være et trygt og sundt sted at vokse op for børn og unge. Derfor har vi i Frederiksberg Kommune vedtaget en ambitiøs handleplan, hvor vi sikrer, at børn og unge ikke møder røg, der hvor de færdes, siger borgmester Simon Aggesen (C).

Som partner i Røgfri Fremtid støtter Frederiksberg Kommune visionen om en røgfri fremtid og tilslutter sig Røgfri Fremtids hovedbudskaber: Børn og unge har ret til at vokse op uden røg, og sammen tager vi ansvar for, at det bliver muligt. Sammen vil vi skabe en røgfri fremtid, hvor flere børn og unge får bedre muligheder for at skabe sig et sundt og godt liv. Sammen vil vi sikre, at færre ryger, så færre bliver syge af tobaksrøg.

Læs mere om partnerskabet ”Røgfri Fremtid”.