Hovedbiblioteket på Falkoner Plads skal moderniseres med længere åbningstider og et nyt loungeområde, som understreger bibliotekets arkitektur. Arbejdet er begyndt og forventes færdigt i marts 2022, oplyser Frederiksberg Kommune.

”Frederiksberg Hovedbibliotek er et af Danmarks smukkeste biblioteker, og det var ganske banebrydende ved dets indvielse i 1935. Nu skal det udvikles, så vi bevarer alle de klassiske og smukke træk, samtidig med at brugerne til næste år kan glædes over et moderne hovedbibliotek med endnu bedre plads til inspiration, fordybelse og oplevelse, og endda med længere åbningstider”, siger borgmester Simon Aggesen.

Moderniseringen omfatter en større renovering af vægge og gulve, en mindre ombygning af forhallen samt etablering af en ny lounge og indretning med fokus på inspiration, fordybelse og oplevelse.

Efter moderniseringen vil hovedbiblioteket kunne benyttes selvbetjent i ydertimerne, så man fremover vil kunne besøge biblioteket fra klokken 7 til 22 alle ugens dage.

Der er afsat 10,5 millioner kroner til moderniseringen.

Foto: Anne Beth Witte