Riises Landsted bliver det tætteste Frederiksberg hidtil har været på at have et bymuseum, der tilmed deler rammer med kultur- og foreningsliv.

Riises Landsted som ejendommen så ud i 1920. Nu bliver der igen liv indenfor og udenfor i Allegade 5. Foto: Kbhbilleder.dk

Med tre forskellige bevillinger fra Frederiksbergfonden til en samlet værdi omkring 600.000 kroner kan Frederiksbergs borgere og byens gæster snart tage sanserne på nye udflugter i Allégade.

I år bliver der igen pustet liv i Riises Landsted og tændt projektører på Allégades historie. Frederiksberg Kommune har med en huslejekontrakt sikret sig nøglerne til Realdanias historiske ejendom i to år, og nu er det op til kommunale og private aktører at få huset til at leve.

De første initiativer har allerede set dagens lys og med tre forskellige bevillinger til en samlet værdi omkring 600.000 kroner fra Frederiksbergfonden, kan borgere og byens gæster allerede i år tage sanserne på nye udflugter i området, der er Frederiksbergs vugge.

Riises Landsted bliver i 2023 det tætteste Frederiksberg hidtil har været på at have sit eget bymuseum. I stuetagen får Frederiksbergmuseerne og Stadsarkivet mulighed for at lave en udstilling om Frederiksbergs historie generelt og særligt om området omkring Allégade. Det bliver en udstilling, der tager besøgende med på en grafisk rejse gennem historien i form af billeder og tekster på fotostater. Stadsarkivet har en omfattende samling af materiale, også digitalt, der kan vise forskellige aspekter i Frederiksbergs historie og synliggøre hvordan historien er bundet sammen i Allégade.

Frederiksbergmuseerne og Stadsarkivet har i en årrække haft gode erfaringer med fælles formidlingsprojekter om byens og områdets historie. Det glæder f.eks. udviklingen af Frederiksberg-fortællinger’, der kan lyttes på museums-appen Useeum. Men muligheden for at rykke sammen omkring en fælles, fysisk formidlingsopgave er ny.

”Vi får her rum til at lave en ny type udstilling. Vi har flere gange i årenes løb prøvet at få byhistorien ud i solskinnet, og nu er muligheden pludselig opstået dernede. Det er jo fantastisk at få støtte til det, så vi i fællesskab kan løfte det her og bidrage til huset med noget aktivitet,” siger stadsarkivar Caspar Christiansen.

Udstillingen forventes at være klar til FRB:DAGE 2023 i juni, hvor der inviteres til festlig åbning med historiske indslag i Allégades ånd.

Historien som bagtæppe
Udstillingen af Frederiksbergs historie bliver også et bagtæppe for husets øvrige aktiviteter. En gruppe af forskellige lokale kulturaktører under navnet Riises Råd har fået grønt lys af Frederiksberg Kommune til at skabe rammerne for kulturaktiviteter i og omkring Riises Landsted. Riises Råd har søgt midler til indkøb af lyd-, lys- og eventudstyr, der kan bruges af såvel erfarne som up coming aktører til koncerter, udstillinger eller teater. Huset og dets faciliteter vil desuden kunne bruges af lokale foreninger eller organisationer, der i dag savner et mødested for en mindre gruppe mennesker.

Den tredje bevilling er givet til en fortsættelse af projektet NaboMøbler som Frederiksbergfonden nu har støttet i tre omgange. Aalund By & Design med bylivsarkitekt Victor Aalund i spidsen iværksatte i 2020 en designkonkurrence om design af nye siddemøbler til Frederiksberg. Vinderne var Nue Studio, der udviklede en serie specialdesignede udemøbler under navnet Frederiks-serien til Frederiksbergs byrum. Siden har stole og bænke været sat frem i byen og har fungeret som uformelle mødesteder i bl.a. Landbohøjskolens Have og i Riddersalens have. Og nu kommer der forventeligt 10 ekstra bænke og 11 stole samt fem nyudviklede borde man kan slå sig ned i udenfor i Allégade 5.

”Nabomøblerne ved Riises Landsted bliver en naturlig forlængelse af de møbler, der står ved Riddersalen. På den måde vil der opstå god synergi i byrummet og brugerne vil opleve en visuel sammenhæng. Jeg håber også, at møblerne ved Riises Landsted flyttes rundt i samme grad som det sker på de andre lokationer, så brugerne får de grupperinger, de ønsker og nye møder måske vil opstå. Det bliver spændende at følge udviklingen af Riises Landsted og jeg håber, at Nabomøblerne vil være med til at skabe en identitet for stedet og en imødekommende atmosfære,” siger Victor Aalund.

Fakta
Allégades historie er både historien om Frederiksberg by og kommunens oprindelse samt historien om morskabs- og revyteaters opståen. Fra anlæggelsen af Ny Hollænderby i 1651 er Frederiksberg by vokset ud fra Allégade. Med den eksplosive byudvikling fra 1852 og frem gik Frederiksberg direkte fra landsby til storby, men området omkring Allégade fastholdt samtidig sin rolle som udflugtsmål og forlystelseskvarter. Værtshuse, dansesteder og sidenhen morskabsteater og teater voksede frem, samtidig med at Allégade vedblev at være hjertet af Frederiksberg.

Kilde: