Frederiksberg Kommune er i forbindelse med en intern undersøgelse blevet opmærksom på en fejl i opkrævning af byggesagsgebyrer. Det betyder, at du muligvis har ret til at få tilbagebetalt en del af dit byggesagsgebyr, hvis du har fået behandlet en byggesag i perioden 2015 – 2021.
Det gælder typisk i byggesager, hvor der er sket udvendige ændringer af en ejendom eller anvendelsesændringer og i sager, som er behandlet i By- og Miljøudvalget. Hvis du mener, at du muligvis har penge til gode, kan du ansøge om at få genbehandlet din sag. Se her hvordan du gør.
Frederiksberg Kommune har iværksat en intern undersøgelse af administrationen af gebyrer på byggesager, som viser, at der desværre i en periode har været fejl i opkrævningen.
Det skyldes, at der i den hidtidige praksis for registrering af sagsbehandlingsskridt ikke har været sondret skarpt nok mellem, hvornår der blev sagsbehandlet efter byggeloven og efter planloven.
Fejlen omfatter sager behandlet i perioden 2015 til ultimo 2021, hvor du som borger, virksomhed eller ansøger kan have ret til at få tilbagebetalt en del af det opkrævede byggesagsgebyr.
Læs mere på frederiksberg.dk om hvem der er omfattet og hvordan du ansøger om tilbagebetaling.