Har du den helt rigtige gavl? Så har du lige nu mulighed for at søge Kultur og Fritidsudvalgets pulje om tilskud til et gavlmaleri.

Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

Frederiksberg satser på kunst i det åbne byrum og arbejder løbende for at få flere gavlmalerier i byen. Derfor har Kultur- og Fritidsudvalget afsat en årlig pulje på 500.000 kr. til at støtte opførelsen af gavlmalerier på Frederiksberg.

Via gavlpuljen finansierer Frederiksberg Kommune delvist udførelsen af et gavlmaleri, sikrer aflønning af kunstneren og støtter op om lettere vedligeholdelse af gavlmaleriet i samarbejde med boligforeningen.

Det er indtil videre lykkedes for de involverede boligforeninger at skaffe den resterende nødvendige finansiering fra fonde – herunder Frederiksberg Fonden.

Formand for Kultur og Fritidsudvalget, Morten Jung, ser frem til at samarbejde med nye boligforeninger om gavlmalerier i 2017: ”Det er en proces at opføre et gavlmaleri og som boligforening skal man have lyst til at samarbejde med kommunen og tage ejerskab. Men så får man altså også et helt unikt kunstværk, der skaber værdi og bliver et vartegn for nærområdet.”

Interesserede boligforeninger, der har en egnet og ledig gavl opfordres til at skrive til Frederiksberg Kommune på kf@frederiksberg.dk.

For at komme i betragtning til et gavlmaleri i 2017, skal henvendelsen være modtaget senest torsdag den 9. februar kl. 12.00.