Billetbestilling til de populære ældrekoncerter på Frederiksberg Rådhus starter onsdag den 8. januar kl. 12.

Ældrekoncerterne er en af årets mest populære traditioner på Frederiksberg. Denne gang er der lagt op til musikalsk mosaik, når Henrik Krogsgaard med orkester og solisterne Amalie Dollerup, Signe Asmussen og Jens Jacob Tychsen gæster Frederiksberg Rådhus over fire eftermiddage fra mandag den 27. til torsdag den 30. januar.

Borgmester Simon Aggesen (C) glæder sig til at opleve koncerterne: ”Ældrekoncerterne er en god tradition, som fylder rådhuset med liv og hyggelig stemning. Sammen med mine politiske kollegaer ser jeg meget frem til at byde alle gæsterne velkommen til nogle gode musikalske eftermiddage”, siger han.

Ældrekoncerterne er forbeholdt Frederiksbergborgere, som modtager social pension, og der er fri entré. Der er et begrænset antal billetter på 500 pr. koncert.

Sådan får du din billet.
Du kan bestille billet på aeldrekoncerter.nemtilmeld.dk fra onsdag den 8. januar klokken 12 ved at indtaste CPR-nummer, navn og mailadresse. Der kan kun bestilles én billet pr. CPR-nummer. Foretrækker du at hente din billet på rådhuset, er det muligt torsdag den 9. januar mellem klokken 13 og 14 ved henvendelse i rådhushallen. Husk det gule sundhedskort, som skal forevises ved udlevering af billet.

Herefter kan eventuelle resterende billetter bookes og printes på aeldrekoncerter.nemtilmeld.dk eller hentes i BorgerServiceCentret på Frederiksberg Rådhus i åbningstiden mandag og torsdag klokken 9 til 17, tirsdag, onsdag og fredag klokken 9 til 13.

Læs pressemeddelsen her.