Der er gang i byen med renovations- og byggearbejde, og det har givet en stigning i antallet af materiel opstillet i byen. Men big bags og containere kan være til fare for andre og give store gener i trafikken, hvis de ikke er placeret korrekt.

De store affaldsbeholdere kan for eksempel tvinge bløde trafikanter ud på vejen for at komme forbi. Det giver flere farlige situationer og øger risikoen for uheld. Derfor iværksætter Frederiksberg Kommune nu en kampagne, som skal få flere til at søge om tilladelse fra kommunen, før de stiller big bags og containere på gaden.

Kampagnen starter i uge 48 og består blandt andet af annonce i lokalavisen og klistermærker, der sættes på big bags og containere, som er opstillet uden tilladelse fra kommunen. Målet er at få flere til at reservere plads på forhånd, så alle trafikanter igen nemt og sikkert kan komme rundt i byen.

Hvis der skal opstilles big bags, containere eller lignende på offentlig vej, skal der altid søges om tilladelse først hos kommunen.

Ansøgning sker via Frederiksberg Kommunes hjemmeside www.frederiksberg.dk/vejraaden

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

 

Del på sociale medier