Sundhedsstyrelsen har sendt information ud til regioner, kommuner og praktiserende læger om, hvordan første fase af vaccinationsindsatsen mod COVID-19 skal organiseres; hvem der skal have tilbud om vaccination, hvem der skal vaccinere, og hvordan det skal foregå. Det oplyses i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Sundhedsstyrelsen har sendt information ud til regioner, kommuner og praktiserende læger om, hvordan første fase af vaccinationsindsatsen mod COVID-19 skal organiseres; hvem der skal have tilbud om vaccination, hvem der skal vaccinere, og hvordan det skal foregå.

Den første sending vacciner ventes at komme til landet i løbet af denne og næste uge. Der er i første omgang tale om en begrænset mængde, og Sundhedsstyrelsen har lavet en foreløbig liste over hvilke grupper der først får tilbudt vaccination mod COVID-19. Det gælder borgere på udvalgte plejecentre i kommuner med størst smittetryk, borgere over 65 år i særlig høj risiko på grund af sygdom samt udvalgt personale på sygehuse og plejecentre, som arbejder tæt på patienter og borgere, der er i høj risiko.

”Vi er rigtigt glade for, at vaccinationsindsatsen nu er gået i gang. Det er jo en begrænset mængde vacciner, vi modtager i første omgang, og dem skal vi reservere til de allermest sårbare mennesker og til personalet, der arbejder med dem som for eksempel social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og læger, så de er beskyttet,” forklarer direktør Søren Brostrøm.

Hvordan bliver de første vacciner fordelt?
Den første mængde vaccine, der kommer til landet, skal bruges til at vaccinere de udvalgte grupper med både det første og andet stik med vaccinen med et bestemt antal dages mellemrum.

Efterhånden som vi får større mængder af vaccine og også flere typer, vil flere og flere borgere blive tilbudt vaccination. Vaccinerne fordeles ligeligt og på samme tid mellem regionerne efter befolkningstal. Grønland og Færøerne får også deres andel.

Med tiden er det planen, at hele befolkningen vil få tilbudt vaccination, dog med enkelte undtagelser, som for eksempel børn og gravide, som vaccinerne ikke ventes at være godkendt til i første omgang. Sundhedsstyrelsen vil løbende prioritere hvilke grupper, der skal have tilbud om vaccination mod COVID-19 i den takt, der kommer vacciner til landet.

Hvordan får man besked om tilbud om vaccination?
Beboere på plejecentre og personale i sundhedsvæsenet og ældreplejen vil modtage information om tilbuddet fra deres institution eller arbejdsplads. Hvis man er i helt særlig risiko, eksempelvis, hvis man er en ældre borger med alvorlig sygdom, vil man blive kontaktet af egen læge eller sygehus.

Grupper af ældre, der løbende inviteres efter fødselsdato, vil modtage besked i e-boks. Personer, som er er digitalt fritaget, vil få brev med posten.

Sundhedsstyrelsen har sendt generel information ud om vaccinationen via e-boks. Enkelte har allerede i går og i dag modtaget brevet via e-boks med information om den kommende vaccination mod COVID-19 og om det tilbud, alle med tiden vil få om gratis vaccination. Brevet vil lande i e-boks hos alle over 18 år henover jul og nytår.

Senere, når tilbuddet om vaccination mod COVID-19 bliver bredt ud til flere, vil man få et nyt brev i e-boks med specifik information om, hvad man skal gøre. Det vil forklare, hvornår man kan blive vaccineret, og hvis man selv skal bestille tid til vaccinationen, vil man få at vide, hvordan det foregår. Desuden får man information om den vaccine, man får tilbudt.

Hvor skal man vaccineres?
Regionerne opretter vaccinationscentre rundt omkring i landet, hvor de fleste vil kunne blive vaccineret. Nogle vil få tilbuddet mere lokalt på for eksempel plejehjem. Meget personale i eksempelvis sundhedsvæsenet og ældreplejen vil blive tilbudt vaccination på deres arbejdsplads. Det kan være på sygehus eller plejehjem eller på et af de regionale vaccinationscentre eller andre steder. Arbejdsgiveren vil give besked om, hvordan det vil foregå.

Retningslinjer for vaccinationen

Sundhedsstyrelsens Retningslinjer for håndtering af vaccination mod COVID-19 beskriver rækkefølgen for, hvem der først skal vaccineres. Retningslinjen indeholder desuden en beskrivelse af, hvordan vaccinen virker, hvordan vaccinen skal håndteres og hvordan vaccinationen bør foregå. Desuden indeholder de praktisk information om, hvordan man inviteres til vaccination, hvordan man kan give samtykke på et informeret grundlag, og hvordan eventuelle formodede bivirkninger skal håndteres.

Retningslinjerne er primært henvendt til fagpersoner, samt ledere og planlæggere i sundhedsvæsenet. 

Regionerne står for at opbevare og transportere vaccinerne samt tilbyde vaccinationer til de udvalgte personalegrupper og patienter. Praktiserende læger foretager vaccinationerne på plejecentrene bistået af kommunerne.