Elbilister i og omkring Frederiksberg får nu en stærk opgradering af lademulighederne, meddeler Frederiksberg Kommune. Lige bag Frederiksberg Rådhus vil transportminister Benny Engelbrecht, borgmester i Frederiksberg Kommune Simon Aggesen og Chief Experience Officer hos Clever Mette Nøhr, nemlig klippe båndet og åbne Danmarks første urbane lynladestation til elbiler den 5. august kl. 15.

“Frederiksberg vil være Danmarks elbilby nummer 1, og derfor har vi blandt andet et mål om, at der maksimalt må være 250 meter til en offentligt tilgængelig ladestander. Med åbningen af landets første urbane lynladestation på Frederiksberg er vi endnu et skridt videre mod at realisere ambitionerne, og det vil gøre det endnu nemmere at få strøm på batterierne og være elbilejer i byen,” siger borgmester Simon Aggesen.

Lynladestationen vil kunne lynlade fire biler på samme tid, og ladestanderne kan levere op til 300 kW alt afhængigt af bilens ladeevne. Clevers lynladestationer er designet til at passe ind, uanset om de skal bygges i byer eller langs motorvejene.

Den nye lynladestation på Frederiksberg er udviklet i tæt samarbejde med arkitektvirksomheden Cobe, der står bag designet af Clevers ladestationer. Og for Cobe og Clever har det været afgørende, at ladestationerne ikke bare lader elbilerne i en fart, men også er med til at sikre et åndehul i hverdagen for elbilisterne.

Efter åbningen torsdag den 5. august vil alle elbilister – uanset kundeforhold hos Clever – kunne lade på lynladestationen på Frederiksberg med betaling i Clevers app eller med kreditkort. Lynladestationen vil kunne foretage omkring 47.000 opladninger på et år. Det svarer til omkring 900 opladninger om ugen.

 

Foto: ABW