Hvis du er over 65 år og modtager både praktisk hjælp og personlig pleje, har du sikkert også modtaget brev fra Sundhedsstyrelsen med tilbud om vaccination mod Covid-19. Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk / Dit Frederiksberg

Hvis du har modtaget tilbud om vaccinen, og er blevet kontaktet af din hjemmehjælpsleverandør med spørgsmål om du ønsker vaccinen, og om du har behov for transport til og fra vaccinationscentret, så har de registreret dit valg.

Sådan bestiller du vaccinen

1. Hvis du selv sørger for transport

Har du selv eller med hjælp af pårørende mulighed for transport til og fra vaccinationscentret, skal du bestille tid på www.vacciner.dk. Her skal du logge på med NemID. Har du ikke NemID kan du ringe og bestille tid på tlf. 3066 8937 alle dage inkl. weekend kl. 8-18. Du skal have to vaccinationer med 3-6 ugers mellemrum, og du skal booke tid til begge med det samme.

2. Transport til vaccinationscentre

Har du ikke selv eller med hjælp af pårørende mulighed for at transportere dig til vaccinationscentret, får du tilbudt kørsel. Har du ønsket transport, skal du afvente at høre fra Visitation & Hjælpemidler, som kontakter dig og bestiller kørslen til dig. Du skal i det tilfælde ikke bestille tid til vaccination.

Er du bevilget Movia Handicapkørsel kan du også gøre brug af dette til transport frem og tilbage fra vaccinationscentret. Vær opmærksom på, at du i så fald selv skal booke tid til vaccinationen på hjemmesiden www.vacciner.dk via NemID. Har du ikke NemID kan du ringe og bestille tid på tlf. 3066 8937 alle dage inkl. weekend kl. 8-18.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til din vaccination eller transport til og fra vaccinationscentret kan du ringe til Visitation & Hjælpemidler på tlf. 3821 5020 mandag-torsdag kl. 9-15 og fredag kl. 9-13.