På baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionen har Epidemiudvalget vedtaget, at Covid-19 fra torsdag igen kategoriseres som en “samfundskritisk sygdom” i en periode på én måned, meddeler Sundhedsministeriet.

Epidemikommissionen har lagt til grund for indstillingen, at Covid-19 har et “stort pandemisk potentiale”, og at der ses en hurtig vækst i indlæggelser og smitte. Medlemmerne forventer en fortsat stigning i indlæggelser med Covid-19 frem mod jul.

Derudover har kommissionen lagt vægt på, at der er en mindre robusthed og et stigende pres på sygehusene grundet øget forekomst af sygdom i vinterhalvåret i et åbent samfund.

Epidemiudvalget har endvidere besluttet at genindføre coronapasset på en række områder – også på baggrund af en indstilling fra epidemikommissionen. På sundhedsministeriets område betyder det, at coronapas indføres for besøgende på sygehuse – dog ikke for nære pårørende, værger, personlige repræsentanter, advokater mv.

På indstilling fra epidemikommissionen har Epidemiudvalget derudover besluttet at forkorte varigheden af gyldigt coronapas for immunitet efter tidligere smitte fra 12 måneder til 6 måneder. Samtidig sænkes aldersgrænsen fra 16 år til 15 år for krav om coronapas.

Foto: ABW

 

 

 

Del på sociale medier